Nordicals skal sælge markant lager- og produktionsejendom i Sæby

   

Nordicals skal sælge markant lager- og produktionsejendom i Sæby

Sag | 22.04.2024

Som led i flytning af produktion til udlandet ønsker agrokæmpen Skiold at afhænde en knap 19.000 kvadratmeter stor erhvervsejendom med attraktiv placering nær motorvej E45. En salgsopgave i denne størrelse hører til sjældenhederne hos Nordicals Vendsyssel, som allerede har fået flere henvendelser på ejendommen.

Hos Nordicals Vendsyssel lægger partner og erhvervsmægler Simon Wiehl bestemt ikke skjul på, at erhvervsmæglerforretningen denne gang har fået en ekstra interessant sag – og at der arbejdes målrettet på at løse opgaven.

”Det hører absolut til sjældenhederne i Vendsyssel med en salgsopgave i denne størrelse,” siger Simon Wiehl.

Konkret har Nordicals Vendsyssel fået til opgave at sælge en markant lager- og produktionsejendom med tilhørende administrationsbygning beliggende på Kjeldgaardsvej 3 i et godt etableret erhvervsområde i Sæby. Ejendommen, som ligger på et grundareal på 56.609 kvadratmeter, består af et 18.945 kvadratmeter stort erhvervsareal fordelt på 16.732 kvadratmeter højloftet produktion og lager samt 2.213 kvadratmeter administration, kantine og velfærd.

Lager- og produktionsejendommen er udbudt til 65 millioner kroner.

”Ejendommen fremtræder i særdeles velholdt og indbydende og fremstår fuldt ud opdateret til nutidens krav til en moderne produktionsvirksomhed,” forklarer Simon Wiehl.

Attraktiv ejendom – har fået flere henvendelser
Partneren i Nordicals Vendsyssel fremhæver derudover ejendommens attraktive beliggenhed cirka 3 kilometer fra motorvejsnetværket E45 og 15 kilometer fra færgelejet i Frederikshavn som en strategisk fordel, fordi placeringen blandt andet åbner op for en lang række muligheder inden for offshore-sektoren på grund af den gode infrastruktur.

”Vi har allerede fået flere henvendelser på ejendommen, som har gode anvendelsesmuligheder og dermed potentielt er interessant for flere købere på tværs af den samlede industrisektor,” påpeger Simon Wiehl.

Sælger som led i strategisk skift
Det er den danske agrokæmpe Skiold, der ønsker at afhænde den knap 19.000 kvadratmeter store lager- og produktionsejendom. Det sker som led i flytning af produktion til udlandet i forbindelse med et strategisk skift i virksomheden.

”Vi har været superglade for ejendommen på Kjeldgaardsvej, da den med sin indretning og nærhed til motorvejsnettet har dannet en god basis for virksomheden i mange år. Mange af vores dygtige medarbejdere kommer fra lokalområdet, og de øvrige har nydt godt af den gode infrastruktur til Sæby,” siger Rasmus Sandorff Jacobsen, CFO i Skiold.

”I forbindelse med et strategiske skift i virksomheden er det blevet besluttet at konsolidere en stor del af virksomhedens globale produktion på vores eksisterende fabrik i Polen. Vi har derfor ikke længere brug for en bygning af denne størrelse i Sæby, og vi vil derfor gerne flytte i mindre lokaler uden produktion og lager. Det er planen, at vores hovedsæde også fremadrettet skal ligge i Sæby med fokus på salg, udvikling og administration,” forklarer Rasmus Sandorff Jacobsen.

Se flere informationer om ejendommen her.

Til top