Maersk Drilling overtager 12.000 kvm produktionslokaler i Tinglev

Markedet er næsten rømmet for ledige lager- og logistikfaciliteter, og det er et puslespil, der nu falder på plads til fordel for Maersk Drilling, som kan udvide sine aktiviteter i Tinglev.

Maersk Drilling overtager 12.000 kvm produktionslokaler i Tinglev

Af Nordicals

D. 20.05.20

Det var et beskedent udvalg af muligheder, Maersk Drilling blev præsenteret for, da virksomheden henvendte sig til Nordicals erhvervsmæglere med et ønske om mere produktionsplads i området omkring Tinglev i Sønderjylland.

”Engang imellem flasker tingene sig i første forsøg, og derfor er det lykkedes at få en aftale på plads, hvor Maersk Drilling lejer sig ind i 12.000 regulære lager- og produktionslokaler på Bjerndrupvej i Tinglev,” siger René Damkjær, indehaver hos Nordicals erhvervsmæglere i Sønderjylland.

Nabo til nye lokaler
Maersk Drilling har allerede til huse i cirka 8.000 kvm. på samme vej, og derfor er de meget tilfredse med muligheden for at kunne udvide i umiddelbar nærhed af deres nuværende adresse, fortæller erhvervsmægleren.

”Vi har nærmest ingen ledige lejemål i den størrelse pt., fordi efterspørgslen på lager- og logistikfaciliteter er stødt stigende i et marked, hvor udviklingen af nye projekter i en periode har stået stille. Vi kunne formidle ejendommen til Maersk Drilling, fordi vi fandt den via vores netværk,” siger René Damkjær.

I 2019 blev Maersk Drilling, som ejer og driver olieplatforme, selvstændigt børsnoteret under navnet The Drilling Company of 1972 A/S. Selskabet ejer i dag 23 rigge på verdensplan.

”For Aabenraa Kommune er det en eftertragtet virksomhed at have liggende. Med de nye lokaler har Maersk Drilling plads til at vækste yderligere og bringe flere arbejdspladser til området,” siger René Damkjær.

Ejendommen blev oprindeligt bygget af Maersk Container Industri A/S, men er i en årrække blevet lejet af Siemens, der har benyttet lokalerne til distribution- og servicecenter. Der er mulighed for at inddrage supplerende udenoms-arealer op til 160.000 m2, hvilket også giver mulighed for store udvidelser af bygningsmassen.

Stor mangel på lignende ejendomme
Med aftalen på plads mellem udlejer og Maersk Drilling har erhvervsmægleren kun ganske få, tidssvarende lager- og logistiklokaler tilbage at tilbyde flere interesserede lejere.

Ifølge Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervsejendomme, er antallet af ledige lager- og logistikejendomme historisk lavt, og de få ledige faciliteter består typisk af utidssvarende ejendomme.

Manglen på lager- og logistikfaciliteter i bynære områder og langs E45 og E20 er et problem for hele landet, og tendensen er også støt stigende i Sønderjylland. Ifølge Dansk Erhverv kan dette i løbet af få år blive en vækstbremse for flere af landets virksomheder.

”Det er svært at finde investorer, som vil bygge uden at have indgået en kontrakt med en lejer. Omvendt kan lejerne ikke vente på opførelse af nybyggeri, når deres behov for mere plads opstår,” forklarer René Damkjær.

Han mener ikke, at der er en hurtig løsning på udfordringen, men peger på, at et stærkt samarbejde mellem kommuner, erhvervsliv og investorer er en nødvendighed for på længere sigt at kunne imødekomme behovet for tidssvarende lager- og logistikfaciliter.

”Markedet i Sønderjylland er pt. næsten ryddet for ledige lokaler over 3.000 kvm., som ellers efterspørges af flere, større virksomheder, der gerne vil ligge tæt på motorvejsnettet og grænsen til vores naboland,” siger han.

Til top