Stor rift om investeringsejendomme i Sønderjylland

Stor efterspørgsel på boligudlejningsejendomme i de større sønderjyske byer betyder, at det lige nu er sælgers marked – med gode priser og korte liggetider til følge.

Stor rift om investeringsejendomme i Sønderjylland

Af Nordicals

D. 20.02.20

Mens den vilde aktivitet på investeringsmarkedet i de store byer ser ud til at have fundet et roligere leje, går det fortsat støt fremad i Sønderjylland. Det skyldes, at priserne stadig er lavere - og afkastene derfor højere, fortæller Hans Peter Poulsen, der er indehaver af Nordicals i Sønderjylland.

”Vi har ikke set toppen af markedet endnu, og appetitten på ejendomme i Sønderjylland er stadig stor. Det er særligt boligudlejningsejendomme og projektejendomme, der er i høj kurs blandt investorerne,” forklarer han.

Mindre og lokale investorer har nemt ved at komme ind på markedet i Sønderjylland, hvor du får meget ejendom for pengene. Derfor havner de mindre ejendomme også typisk i privatpersoners porteføljer, mens ejendomme med seks lejemål eller derover typisk går til professionelle investorer - ofte udefra.

En konsekvens af den stigende interesse udefra er også, at mange mindre ejendomme efterhånden handles som puljesalg, porteføljer og selskabshandler.

”De mindre udlejningsboliger i Sønderjylland, som vi har mange af, er for små til, at det kan svare sig for en udenbys investor at skulle forholde sig til dem i det daglige, når turen herned sandsynligvis er lang. Er investeringen stor nok, kan det til gengæld sagtens svare sig,” fortæller Hans Peter Poulsen.

En stigning i hurtige handler

For tiden står så mange investorer på spring for at komme ind på boligmarkedet, at liggetiderne er på et meget lavt niveau.

”Vi sælger ofte en eftertragtet og korrekt prissat ejendom i løbet af ganske få uger, og vi har netop solgt en god udlejningsejendom i budrunde efter kun få dage på markedet. Køberne ved godt, at de skal slå hurtigt til, hvis ikke ejendommen skal ryge til anden side,” siger Hans Peter Poulsen.

Det er særlig de klassiske rødstensejendomme med 3-6 lejemål og pudsede ejendomme i centrum, der er efterspurgt blandt de mindre investorer, men der er købere til alle attraktive boligejendomme i bymidterne og tæt ved fjordene eller Alssund. Også projekter og ejendomme med renoveringspotentiale er i høj kurs.

Mens boligudlejningsejendomme går som varmt brød, er markedet mere tilbageholdende, når det kommer til erhverv. Dels er butikslokaler og gågadebygninger ramt af den krise, webshops har skabt i detailhandlen, og dels er den større usikkerhed, der er forbundet med erhverv, sværere at leve med for mindre investorer.

Det betyder dog ikke, at denne type ejendomme ikke handles, for de højere afkast lokker nogle investorer med mere risikovillig kapital.

Til top