Nordicals København udlejer 10.000 kvadratmeter i kreativt kontordomicil til førende digitalt bureau

Den danske del af WPP-bureauet Wunderman har underskrevet en stor lejeaftale om 10.000 kvadratmeter i kreativt kontordomicil i Nordvest. Ifølge mægler på sagen Nordicals København, er det et stort byggefysisk potentiale i kombination med et levende og kreativt lokalmiljø, der gør kontordomicilet på Glentevej til noget ekstraordinært, som over tid vil tiltrække attraktiv arbejdskraft fra både ind- og udland.

Nordicals København udlejer 10.000 kvadratmeter i kreativt kontordomicil til førende digitalt bureau

Af Laura Eckardt

D. 29.11.21

Foto: Vision Ejendomme, Glentevej 61-65 i Nordvest.

Nye standarder for lokalområdet
Kontordomicilet er beliggende i den tidligere industribygning på Glentevej i Københavns Nordvestkvarter. Ejendommen har tidligere huset frisørskolen, men skal nu omdannes til et moderne og topeffektivt kontordomicil med plads til mere end 700 medarbejdere. Efter mange års anvendelse stod frisørskolens tidligere undervisningsejendom tilbage træt og nedslidt. Ejendommen skal nu gennemgå en omfattende renovering, så den i fremtiden fremstår som et indbydende og tidssvarende kontordomicil, der er med til at sætte nye standarder for lokalområdet.

Nordvestkvarteret på vej fremad
Nordvestkvarteret og området omkring Glentevej byder på et spirende erhvervsliv og er ved at blive forvandlet til et mangfoldigt og inspirerende lokalmiljø. Derfor er der mange kreative sjæle, der finder vej til de historiske industribygninger som eksempelvis Glentevej, hvor den rå stil fyldt med sjæl og historie kan være med til at underbygge virksomhedskulturen.

Jan Dahl, Director, Head of Lettings & Corporate Solutions i Nordicals København fortæller:

– Vi kan konstatere, at Nordvestkvarteret har taget fat i samme positive udviklingsproces, som vi tidligere har set blandt andet på Nørrebro, Vesterbro og helt tilbage i tiden også på Christianshavn. Fra at være et nedslidt og uinteressant område til at blive et hipt og moderne byrum, der lokker et stort flow af mennesker til. Kontordomicilet på Glentevej bliver et spændende sted at være, hvor brugerne skal inspireres til at skabe og udvikle, siger Jan Dahl, der er ansvarlig mægler på sagen.

Fleksibelt fællesmiljø for kreative sjæle
På Glentevej flytter man ind i et fleksibelt, nytænkende og ”grønt” kontorhus, hvor udviklingsmulighederne er mange, og hvor der tydeligt er tænkt over brugernes behov. Det gælder blandt andet de store etageplaner og gode loftshøjder, som giver optimale betingelser for, at lejerne kan indrette sig præcis efter de behov, som hverdagen kræver, ligesom der også tilbydes parkeringspladser ved døren og nem adgang til metroen.  

–  Fleksibilitet er et nøgleord, der passer rigtig godt ind i tidsånden. Nutidens brugere vil bo i fleksible og effektive kontorbygninger, hvor der både er tænkt over de funktionelle, sociale, design- og miljømæssige dimensioner, siger Jan Dahl. 

Værdiskabende udlejning
Hos Nordicals København kan vi konstatere, at interessen for kontorlejemål i Københavns udviklingsområder er stigende. Her kan virksomhederne nyde gavn af de typisk lave lejeniveauer samt den lette adgang til Indre By og brokvarterene, der med Cityringens åbning er blevet en realitet. Der findes fortsat rigtig mange spændende bygninger og projekter, som rummer et stort potentiale for værdiskabelse. Ofte skal disse muligheder have en hjælpende hånd, så potentialet iværksættes på en kommerciel bæredygtig måde. 

­– Det er lykkedes os at finde en professionel og kompetent lejer, der efter alt at dømme også kan give rigtig meget til lokalområdet ved at tiltrække liv og kreativitet. Det er glædeligt at kunne formidle lejeaftalen mellem Wunderman og Vision Properties, som for mig at se er en win-win situation for begge parter, afslutter Jan Dahl.

Skal vi hjælpe dig i gang med
søgningen efter nye kontorlokaler? 

Til top