Nordicals København finder butikslokaler til nyt supermarkedskoncept

Den finske leverandør af takeaway-mad Wolt, videreudvikler forretningskonceptet og vil inden årets udgang servicere kunder med dagligvarer leveret direkte til døren på omkring 15 minutter. Wolt Market er navnet på supermarkedskonceptet, der i første omgang åbner i Hovedstaden. Som et led i udrulningen af konceptet har Nordicals København repræsenteret Wolt i forbindelse med deres overtagelse af to butikslejemål i København. Inden længe er flere butikker på vej – i både Århus, Odense og Aalborg er Nordicals København i færd med at identificere potentielle lejemål til lanceringen af konceptet i de største danske byer.

Nordicals København finder butikslokaler til nyt supermarkedskoncept

Af Laura Eckardt

D. 05.10.21

Billedtekst: Wolt Market butiksfacade i Finland. 

Via appen Wolt Market, der drives af selskabet Wolt Services Danmark ApS, kan omkring 1.500-2.000 forskellige varenumre klikkes hjem. Rent lavpraktisk udrulles konceptet via en række pickup-points, hvor ordrerne bliver plukket, pakket og efterfølgende leveret direkte til kunden, medmindre kunden selv ønsker at afhente sin ordre i den nærmeste pickup-point.

De kommende pickup-points i København får placering på henholdsvis Landemærket i Indre By og Holmbladsgade på Amager. Også i Aalborg har Nordicals København fundet et lejemål til en ny pickup-point, som Wolt netop har overtaget.

Leveringstid som konkurrenceparameter
I et marked præget af hård konkurrence, hvor tendensen til online convenience-shopping bliver mere og mere udbredt, har leveringstiden stor betydning for den samlede kundeoplevelse. Wolt har derfor målrettet søgt efter butikslejemål, der tilbyder tilgængelighed i form af strategisk gode lokationer, indgang fra gadeplan samt parkeringspladser ved døren, hvilket er altafgørende, når det kommer til at skære leveringstiden ned på et minimum.

Flere af konkurrenterne tilbyder dagligvarelevering på blot 10-15 minutter, hvilket forudsætter et hurtigt og stabilt logistiksystem samt en høj leveringskvalitet. Derfor er det blandt andet væsentligt, at Wolts pickup-points har nemme adgangsforhold, herunder gode trafikale forbindelser til og fra butikkerne samt mulighed for planlægning af effektive leveringsruter, så spildtid i trafikken ikke øger leveringstiden og dermed forringer konkurrenceevnen.

Datadrevet lejerrådgivning  
Med henblik på at imødekomme de behov og funktioner som Wolt ønskede for butikkerne, udarbejdede Nordicals København en netværksanalyse, der undersøgte andelen af potentielle kunder inden for en given radius og tidsramme. Ud fra dette afsæt kunne Nordicals København definere dækningsområdet på henholdsvis cykel og i bil og endeligt fremkomme med en liste over relevante lejemål.

Marcus Winther Pedersen, Commercial Property Advisor i Nordicals København, har rådgivet Wolt i  forbindelse med deres lejemålssøgning.

”For at kunne yde optimal lejerrådgivning til vores kunde Wolt, har vi analyseret store mængder data om markedet og befolkningen med henblik på at screene markedet for relevante lejemål. Ved at benytte data kunne vi dokumentere en række oplagte butiksplaceringer i områder, som rummer et stort potentiale i form af et solidt og voksende kundeklientel samt gode trafikale forbindelser til de forskellige bydele. Da lejemålenes funktionsmæssige krav var godkendt af Wolt, håndterede vi de endelige kontraktforhandlinger med udlejer for at sikre vores kunde favorable og konkurrencedygtige lejevilkår,” siger Marcus Winther Pedersen, som takker alle parter for en god dialog og en vellykket forhandling.

Wolt Market bliver i øjeblikket testet i Finland og Grækenland, og inden længe er konceptet klar til at blive afprøvet på det danske marked.

Udlejer du butikslokaler?

Nordicals København er fortsat ved at afsøge markedet for velegnede butikslejemål rundt omkring i landet. Vi hører meget gerne fra dig, hvis du udlejer et butikslokale mellem 300-600 kvadratmeter med indgang fra gadeplan samt parkeringspladser ved døren. 

- Vi søger butikslejemål i områderne Hellerup, Charlottenlund,
Gentofte, Rødovre og Valby.

Til top