Året der gik 2019

Året går endnu en gang på hæld, og det betyder også, at første år som Nordicals Odense er ved at være gået – og sikke et år det har været.

Året der gik 2019

Af Camilla Violanda

D. 20.12.19

Nerverne var uden på tøjet til vores store navnerelease den 28. januar 2019, hvor flere af jer var mødt op – og det var vi utrolig glade for. Det har været, og er det stadig, en stor omvæltning at være en del af et navneskifte. Man stiller sig selv mange spørgsmål i tiden op til og lige efter.

  • Kan folk huske os
  • Mister vi kunder
  • Hvad med kulturen i organisationen
  • Kan folk lide logoet og navnet

Mange andre spørgsmål har været oppe at vende, men I kunne ikke have taget bedre imod os. Jer der har fulgt os, og samarbejdet med os, har været utrolig professionelle og støttet op om vores skifte, og vores nye navn og identitet – tak for det!

Vi har løbet stærkt, men vi er nu ved at få pusten igen. Vi ved, at det er en lang proces at skifte navn, og vi er slet ikke færdige med at implementere endnu. Vi står i dag stærkere som kæde, og vores stærke samarbejde på tværs af forretningerne er grundet denne proces kun blevet endnu bedre. Vi er i dag 22 forretninger, der samarbejder på kryds og tværs for at optimere vores indsatser, så vores kunder får den bedste brugeroplevelse. Et vigtigt element er bl.a. layout, hjemmeside, analyser, statistikker og den stærke kommunikative dialog. Disse elementer har første prioritet for os, så I fortsat vælger Nordicals til at forestå salget og udlejningen af jeres ejendomme.

Når 10 bliver til 12

Grundet den positive udvikling vi oplever i øjeblikket, har vi efterspurgt en dygtig sagskoordinator samt erhvervsmægler til at indgå i vores team. I april og august 2019 blev vi beriget med to meget dygtige kollegaer - Lene Sundahl Sørensen og Christopher Bøje. Både Lene og Christopher har mange års erfaring fra mæglerbranchen, og vi er utrolig glade for at have fået dem med ombord. At styrke teamet gør det muligt at hjælpe vores kunder og optimere vores service, så vi kan levere det bedste produkt.

Et bidrag til samfundet

I april 2019 gik vores marketingansvarlige, Camilla Violanda Bredbjerg, på barsel, da hun fødte en lille søn. Camilla var på barsel fra 6. april til 1. november, og i mellemtiden havde vi dygtige Cecilie Konstad til at hjælpe med marketingafdelingens mange opgaver. Vi er glade for, at Camilla er tilbage på pinden til at varetage forretningens kommunikations- og marketingopgaver.

De helt store handler og udlejninger

Nu hvor året lakker mod enden, og det er tid til at gøre status, kan vi roligt fortælle, at vi i Nordicals Odense har haft et fantastisk år. 2019 har været et år, hvor vi igen har slået rekord på omsætning og antallet af medarbejdere, og det er vi utrolig stolte af.

2019 har budt på mange spændende udlejninger og handler, hvor vi kan nævne et mindre udsnit:

  • Vestergade 21, Odense C                                        – udlejet til verdens største kaffebar Starbucks
  • Vestergade 68, Odense C (Arkaden)                         – genudlejet på få dage til Tahir Ciddique
  • Svendborgvej 226, Odense S                                   – udlejet til Blue Ocean Robotics
  • Flakhaven 1, 1. sal, Odense C                                  – udlejet til Athenas
  • Cortex Park, Odense M 17.000 m² byggeretter          – solgt til PFA
  • Blangstedgårdsvej 4, Odense SØ                              – solgt til Social og Sundhedsskolen
  • Vestre Stationsvej 8, Odense C                                – solgt til Statens Ejendomssalg A/S

Det vi ser år for år, er, at efterspørgslen efter boligudlejningsejendomme stiger. Vi får rigtig mange henvendelser fra investorer, der ønsker at investere i fast ejendom. Derfor er det heller ikke helt uventet, at vi igen i år har slået rekord – helt præcist har vi solgt 23% flere boligudlejningsejendomme i 2019 sammenlignet med 2018. Det er en flot udvikling, og vi ser ingen tegn på, at dette skulle ændre sig i 2020.

Forudsigelser 2020

Kalenderåret siger snart 2020, og det bliver især Odenses byudvikling, der kommer til at trække sager ind. Flere virksomheder og brands kontakter os med henblik på at flytte/finde f.eks. kontor eller åbne butik i Odense.

Odense by er blevet attraktiv, og byudviklingen begynder at tage form – nu er mange skinner lagt i jorden til Odense Letbane, og rundt omkring i byen skyder der ejendomme op af jorden. Især området ved Oluf Bagers Plads op mod Nørregade, Fisketorvet og Albanigade begynder så småt at se færdigt ud.

Bl.a. i dette område bygger AP Pension boliger og erhverv ved Vestergade over mod Overgade. Vi i Nordicals Odense har fået til opgave at forestå udlejningen, som bl.a. omfatter 97-700 m² restaurant, 75-1.600 m² butik og 59-700 m² kontor.

Herudover begynder området ved H.C. Andersen Parken at blomstre op med spændende arkitektur, og også i dette område bliver det muligt at åbne butik, restaurant eller café på Carl Nielsens Kvarter.

Tendenserne 2020

Investeringsejendomme:

Af tendenser ser vi på købersiden primært store ejendomsselskaber og institutionelle investorer fra ind- og udland, samt erfarne lokale, private investorer. Herudover er interessen for at købe ejendomme med henblik på at bygge seniorboliger steget, og vi forventer at se meget mere til dette i 2020.

Renten er stadig meget lav, og derfor ser vi også stadigvæk investering i fast ejendom, som den bedste investeringsform. Derfor opfordrer vi også til, hvis man i nogen tid har gået med overvejelser om at sælge sin investeringsejendom, at gøre det nu. Nu er et rigtig godt tidspunkt, og vi har mange aktive investorer i vores køberkartotek.

Lager/logistikejendomme:

Der har længe været efterspørgsel efter lager-/logistikejendomme på Fyn, og det vil der også være i 2020. Efterspørgslen skyldes bl.a. at flere onlinevirksomheder efterspørger lagerkapacitet til deres mange varer. Vi søger efter investorer, der ønsker at opfører lager/logistik ejendomme til de mange kunder, der efterspørger disse.

Påvirkningen fra letbanen:

Som direktør Bent S. Jensen talte om til konferencen ’Odense: de store projekter’ den 10. december i år, så kommer der til at ske en prisændring langs Odense Letbane.
Hvis vi kigger på sammenlignelige byer i både ind- og udland, er det muligt at komme med indikationer på, hvad Odense Letbane får af betydning for ejendomspriserne i byen.

Det vi især bider mærke i, er, at mellemstore og store virksomheder er villige til, ifølge en analyse fra GEVIBB, at betale op til 30-40% mere i husleje for at ligge ved en letbanestation. Netop denne analyse kan vi overføre til Odense Letbane, hvorfor vi har en forventning om, at udlejere med ejendomme nær letbanen kan forvente en stigning på ca. 15%. Det er dog vigtigt at understrege, at vi ikke kan se ud i fremtiden, og at dette er en forventning til, hvordan markedet vil udvikle sig.

Med kun få dage til jul og nytår vil vi gerne ønsker jer alle en rigtig glædelig jul samt et lykkebringende nytår. Herudover vil vi gene sige tak – tak for mange gode samarbejder i 2019, vi ser frem til et fantastisk 2020.

Til top