Investorer søger mod sikker havn i Vejle

Befolkningstilvækst, gode prognoser og ejendomspriser, der ligger noget under de største byers, får mange investorer til at interessere sig for Vejle, mens aktiemarkederne er præget af COVID-19 og uro.

Investorer søger mod sikker havn i Vejle

Af Nordicals

D. 26.06.20

Til trods for de store usikkerheder og bekymrende udmeldinger, der dagligt har meldt sig under coronakrisen, er der stadig stor gang i ejendomsinvesteringerne i Vejle. Det fortæller erhvervsmæglerne i Nordicals Trekantområdet, der har haft fuld bemanding under hele coronakrisen.

”Før coronakrisen havde vi rygende travlt i Vejle, og vi frygtede da en anelse for det gode momentum, da landet lukkede ned. Frygten blev heldigvis gjort til skamme, for vi har haft lige så travlt i den seneste måned, som vi havde før,” forklarer Martin Becker Overgaard, som er erhvervsrådgiver i Nordicals Trekantområdet.

Han har blandt andet netop solgt det gamle posthus på Banegårdspladsen 1A til en ny, udenbys investor.

Nye investortyper kommer til

Den nye investor, der har fået øjnene op for Vejle, er den København-baserede serieiværksætter Morten Callesen. Han har for nylig startet ejendomsselskabet realestAID, som skal være med til at sikre indtægter og stabilitet, der kan understøtte de andre mere klassiske, og dermed svingende, iværksættervirksomheder i AID-organisationen.

”Jeg er selv fra Tønder, og jeg kender Jylland, men jeg var ikke helt klar over, at Vejle var i så sund en udvikling. Vi havde egentlig overvejet at investere i Aarhus og København, men vi tog en afvejning af, hvor vi kunne få et fornuftigt afkast med en lav risiko, og der tikkede Vejle ind øverst på listen,” forklarer Morten Callesen og fortsætter:

”Og så er væksten i Vejle rigtig fornuftig på samtlige af de parametre, vi kigger på.”

Netop den høje stabilitet i forhold til priserne er noget, de nye investorer tiltrækkes af, og på grund af det store prisspænd på ejendommene er det investorer af alle typer og størrelser, der har fået øjnene op for byen.

”Vejle vokser, og efterspørgslen på gode lejeboliger er derfor vedvarende. I nogle af de større byer er der blevet bygget for meget og ikke mindst forkert, men det er ikke tilfældet her i byen. Der er heller intet, der tyder på, at vi får en stor ubalance i udbud og efterspørgsel i den nærmeste fremtid, og det gør os til en relativt sikker havn for store som små investorer,” forklarer Martin Becker Overgaard.

”Et godt hjem er nok endnu mere værdsat end før…”

Morten Callesen og realestAID har for kort tid siden også købt den gamle bankbygning i Kirkegade, og de to Vejle-ejendomme er de første og foreløbigt eneste ejendomme i porteføljen. Den seneste, turbulente tid har dog aldrig fået ham til at ryste på hånden i forhold at skulle ind på et nyt marked - endda i en ny by.

”Jeg havde ingen betænkeligheder ved at handle i coronatiden. Jeg blev da en anelse opmærksom, da renten begyndte at hoppe op og ned, men den blev heldigvis hurtigt jævn igen. Men vi har en sund finansiering, vores investering er langsigtet, og det her vækker slet ikke bekymring,” siger han og slutter:

”Corona eller ej, så skal folk have et sted at bo. Ja, faktisk er et godt sted at bo nok mere værdsat end nogensinde før, og det kan vi tilbyde i vores to ejendomme.”

Til top