Med Nordicals Foresight giver vi et 360° datadrevet perspektiv på markedet for erhvervsejendomme – nationalt og helt ned på lokalt byniveau i hele landet.
Vi yder full-service rådgivning inden for det kommercielle ejendomsmarked. Det gør vi med en dyb brancheviden og et bredt netværk af købere og lejere på tværs af landet.
Ejendommen er velbeliggende på hjørnet af Rødegårdsvej og Nansensgade i Odense C, hvor der er gode busforbindelser/kommende letbane, indkøbs- og skolemuligheder i nærmiljøet. God beliggenhed for studerende på Universitetet/UCL med videre.
Der er tale om en nydelig og regulær boligudlejningsejendom med 12 lejemål opført i røde sten. Hovedparten af vinduerne er skiftet til træ/aluminium i forbindelse med renoveringer. De 2 hoveddører er netop skiftet.
Taget er i tegl, hvoraf flertallet af kvistene er med pæne zinkinddækninger. Opgangene, hvortil der er dørtelefon, er i flot malet stand og med linoleumstrin. Døre er skiftet til branddøre i renoverede lejligheder.
Der er adgang til fælles, flot og spændende gårdmiljø med fælles renovation, cykelparkering, græs, træterrasser med bænke m.m. Der betales i fællesskab til pasning af dette gårdanlæg fra omkringliggende udlejningsejendomme/ejerforeninger, hvilket også er årsagen til reduceret afsætning af vicevært udgift i driftsudgifterne.
Kælderen er indrettet med vaskerum, vaskemaskiner med kortlæser samt kælderrum til lejerne. Ejendommen er indrettet med 4 stk. 3-værelses boliger på 69-96 m², mens de øvrige er 2-værelses boliger på 59-69 m². Lejlighederne er med hvide element køkkener, flisebadeværelser samt trægulve. Flere soveværelser er med faste skabe.
Af de 9 boliger, som er moderniseret efter §5 stk. 2, er de 7 stk. moderniseret indenfor de sidste 8 - 9 år, mens de resterende 2 stk. er moderniseret i år 2008 (Rødegårdsvej 104 st. tv. og 1. tv.). Disse 9 lejemål kan justeres i lejen ved fremtidige fraflytninger og reguleres efter NPI. Der foreligger overordentligt godt materiale til underbygning af de gennemgribende renoveringer, udlejninger og varslinger. De sidste 3 boliger er desuden i pæn/nydelig stand, men dokumentation for istandsættelser foreligger ikke.
Der er højt uudnyttet loftrum på 3. sal (indrettet til depotrum, som ikke benyttes af lejerne).
Det bemærkes, at ejendommen er bindingspligtig i Grundejernes Investeringsfond, men 18B saldoen står pr. 31.12.20 i minus med kr. 787.830,83, så det varer ca. 11 - 12 år, inden der skal ske indbetaling til denne konto.