Centralt i Frederiksværk udbyder vi nu en fuldt indrettet og nyistandsat frisørsalon til leje. Lokalerne kan dog anvendes til andre formål, og det er f.eks. muligt at etablere en butik i erhvervslejemålet, der har en god facade.
Butikken giver et flot indtryk fra gaden, hvor de store vinduespartier bidrager til synligheden. Her kan der bl.a. skabes en spændende udstilling, der inviterer de forbipasserende indenfor, ligesom man her får et indblik i arbejdsgangen og stedets gode stemning.
Der er fri passage mellem erhvervslejemålets to primære lokaler, hvor en lys og let indretning gør sig gældende, og inventaret inkluderer bl.a. en receptionsdisk, stationer med spejl og en behagelig siddeplads samt salonstole med vask. Alt fremtræder i flot stand. Det gælder også for tekøkkenet, toilettet samt bryggerset, der er opført med en vaskesøjle, og samlet giver lokalerne et moderne og professionelt indtryk.
Med denne beliggenhed i gågaden bliver man en central del af Frederiksværks handelsliv og vil automatisk få en masse potentielle kunder forærende i form at fodgængere med forskellige ærinder i området. Flere parkeringspladser gør det nemt at besøge Frederiksværk i bil, mens byen også er godt forbundet til oplandet med offentlig transport, herunder bus og lokaltog. I det hele taget er byen ganske charmerende med sine kanaler og naturskønne placering mellem Roskilde Fjord og Arresø, der især i sommermånederne tiltrækker turister.