Vi har nu muligheden for at tilbyde dig denne fordelagtige investeringsmulighed i form af en ejendom, der fremstår velholdt, har en praktisk og alsidig planløsning, og som allerede er fuldt udlejet til fire stabile lejere. Læs her hvorfor dette er investeringsejendommen for dig.
Først og fremmest er der ikke mangel på plads inden døre, for her får du masser af brugbare kvadratmeter for pengene. Den gode plads er da også optimalt udnyttet med tre lejere i stueplan og en i kælderen. Lejerne benytter primært ejendommen til lagerplads eller værksted for både håndværk og salg og service af hjælpemidler, så her er mulighederne mange, og de velfordelte rum egner sig alle godt til disse formål. Udover et kæmpe lagerrum i kælderplan, to lagerrum med omtrent samme størrelse i stuen samt fem rummelige kontorer og to værkstedsrum, byder ejendommen også gode faciliteter med to toiletter og et trinettekøkken, hvor der er mulighed for også at spise frokost.
Selvom ejendommen er af ældre dato, er den helt funktionel og fremstår udefra i rigtig pæn stand med en god holdeplads til parkerede biler samt en let, grøn beplantning. Ejendommen befinder sig dertil på en stille vej, hvor der er arbejdsro, mens den tilmed er nem at tilgå fra større og mere trafikerede veje.
Dette leder os videre til beliggenheden, som også er værd at knytte et par ord til. Udover de gode faciliteter, har ejendommen nemlig en yderst attraktiv placering i Birkerøds veletablerede industrikvarter, hvor driftige og velfungerende virksomheder trives side om side. Centralt i Nordsjælland, midt mellem Birkerød og Farum, er adressen placeret tæt på mange tætbeboede områder, og Birkerøds midtby med indkøb og andre gode tilbud, som lejerne vil nyde godt af, er placeret blot fem minutter væk i bil.