Fuldt udlejet investeringsejendom med blandet bolig og erhverv
Centralt i Slangerup udbyder vi nu en investeringsejendom, der er fuldt udlejet. Der er tale om en flot hjørneejendom med fem boliglejere og tre erhvervslejere, herunder LOOP fitness samt lagerhotel, ligesom man finder et stort parkeringsareal bagved ejendommen.
Bygningen præsenterer sig i fin stand med lyse facader, og de store vinduespartier i stueplan giver erhvervslejerne mulighed for at skabe blikfang - især ud til Kongensgade, der er en af Slangerups trafikale hovedårer. Mens bilisterne kan parkere på den store parkeringsplads, bliver cyklisterne også tilgodeset med et cykelstativ, og ejendommens nærmiljø er pænt og behageligt.
Boliglejerne bor på første sal, hvor der er etableret en stor tagterrasse, så beboerne kan nyde en fredelig stund under åben himmel. Indendøre fremtræder omgivelserne indbydende med gode, regulære rum og alle de faciliteter, der gør hverdagen mulig. De skrå vægge bidrager til en hyggelig stemning, og tagvinduerne lader masser af lys slippe ind i lokalerne.
Her befinder man sig i centrum af Slangerup med gåafstand til alt, hvad der er brug for. Indkøb kan gøres inden for få minutters gang, ligesom der er kort afstand til biografen, biblioteket samt flere spisesteder. Erhvervslejerne har en god synlighed fra gaden og kan glæde sig over at være nemme at finde med en placering midt i byen, hvor busstationen kun er 180 meter væk.