Smuk og velholdt boligudlejningsejendom med historisk sjæl i Odense C
Ejendommen er beliggende med den absolut mest attraktive placering i Odense C på Hunderupvej. Tæt på Munke Mose og Odense C.
Ejendommen har været ejet af den samme ejer i mange år og den har igennem de sidste 10 år gennemgået en omfattende istandsættelse.
Den fremstår i dag i overordentlig flot stand overalt. Meget flotte facader, flot port parti med originale malerier i loftet, eksklusivt have og gårdanlæg og med tip top moderne elevator med direkte adgang til den enkelte bolig.
For ca. 5 år siden blev der lavet:
• Nyt skiffertag, nye zinkinddækkede kviste og zink tagrender/nedløbsrør
• Ny elevator i baggården, hvor den tidligere bagtrappe var med personlig adgang pr. etage pr. lejlighed
• Nye store altaner ca. 12 m² pr. stk. i gavl. stål/glas samt 1 ekstra på 3 sal
• Helt ny lejlighed på 3. sal i tidligere tørrerum/værelser
• Nyanlagt haveanlæg med Hasle klinker, nyt skur til renovationsbeholder/cykler med mere
• Nye flotte branddøre i såvel opgang samt til elevator i alle lejligheder
For ca. 10 år blev der lavet:
• Nye træ/aluminiumsvinduer i hele ejendommen inkl. kælderen
De enkelte dele af ejendommen kan beskrives således:
Opgangen fremstår i flot stand med nyere trin og med nye branddøre til lejlighederne.
Kælderlejemål udgør ca. 95 m² og er godkendt til erhverv/kontor. Det omfatter 3 gode kontorer/rum, køkken samt flisebadeværelse i alm. stand. Dette lejemål benyttes p.t. af ejerne til opmagasinering. Herudover er der i kælderen pænt vaskeri mod betaling (mønter).
Stuelejligheden (høj) udgør ca. 104 m² i 4 værelser, afhøvlede gulve, nyere radiatorer, alm. pænt flisebadeværelse, nydeligt hvidt Kvikkøkken med spiseplads.
I forlængelse af stuelejligheden er der et mindre lager lokale på 15 m² med stige til 1. sal - ca. 25 m² i alt. Der er ny dør og vinduer i denne del samt nyt tag med isolering. Det vil være oplagt at ombygge dette til ungdomsbolig.
1. og 2. sal udgør 128 m² i 5 værelser, afhøvlede gulve, nyere radiatorer, alm. pænt flisebadeværelse med gulvvarme, nydeligt hvidt HTH køkken med spiseplads.
3. sal udgør ca. 108 m² i 3 værelser med eksklusivt badeværelse og køkken med Svaneelementer. Åbent køkken/alrum, stor stue med fritlagte spær. Massive trægulve med gulvvarme i hele lejligheden, 2 altaner. Ejers egen lejlighed som fortsætter ved salg.