Super fin mindre investeringsejendom udlejet til samme bruger med Restaurant KAO Thai i stueplan samt privat lejlighed på 1.sal.
Hovedhuset er opført i mursten, som er malet samt med nye aluminiums vinduer. Tagbelægning er med skifer. Sidebygning er opført med vandskurede facader pålagt tagpap med listedækning. Desuden bagbygning med træbeklædning samt halvtag med tagpap.
Ejendommen er beliggende i det eftertragtede Dalum nær krydset ved Dalumvej / Faaborgvej og har fin synlighed og profileringsmuligheder for restaurationen. Ombygget og total istandsat i år 2013/2014 til nuværende anvendelse.
Stueplan, som udgør 124 m², er indrettet med flot restaurationslokale med plads til 34 spisende gæster, 2 flotte toiletter - heraf 1 handicaptoilet, personaleområde/disk med adgang til industrikøkken med alt i inventar og udstyr. Bagbygning er indrettet med lagerfaciliteter.
Kælder er fin og tør med loftshøjde på ca. 1,6- 1,7 m og anvendes til opmagasinering/teknikrum.
Fra restaurationslokalet er der udgang til hyggelig gårdhave med overdækning, hvor der er mulighed for udendørsservering.
Der er særskilt indgang til beboelse på 1.sal fra Lindevej. Tillige adgang fra erhvervslejemålet. Beboelsen indeholder repos med udgang til lille altan, køkken/alrum/stue samt særskilt værelse med trægulv. Desuden pænt badeværelse med brus.
Hele ejendommen er efterisoleret og der er monteret nyt IHC-elanlæg, ventilationsanlæg med mere, alt i bedste kvalitet.
Der er eksklusive p-pladser bagtil.
Inventar og løsøre i erhvervslejemålet tilhører primært udlejer og medfølger således i handlen.