Salig Simons Gaard er en af Svendborgs ældste oprindelige købmandsgårde beliggende centralt i bymidten. Ejendommens historie strækker sig tilbage til 1682.
Ejendommen er en flot og velholdt ejendom, der fremstår overvejende i bindingsværk tagdækket med tegl.
I 1997 gennemgik ejendommen en omfattende ombygning og fornyelse for bl.a. byfornyelsesmidler. Ombygningerne er foretaget med stor respekt for ejendommen alder og byggestil.
I stueetagen mod den brostensbelagte Brogade findes nyindrettet butik med god facadedækning samt en hyggelig cafe, der har etableret udeservering mod Brogade samt i ejendommens charmerende gård, hvortil der er adgang via hyggelig port.
I ejendommens gård har en af Svendborgs mest succesrige restauratører indrettet restauranten "Salig Simons Gaard", der er en fransk bistro. Restauranten har både indvendig og udvendig servering.
Fra gården er der adgang til Glasblæseriet, der ligger på 1. sal over restauranten. Glasblæseriet er et arbejdende værksted med tilhørende galleri/butik.
Fra Brogade er der adgang til ejendommens 4 lejligheder. Lejlighederne er ligeledes forsøgt indrettet med respekt for ejendommens alder. Lejlighederne på 1. sal er 3-værelses lejligheder på hhv. 97 og 108 m². Lejlighederne på 2. sal er 2-værelses lejligheder på 69 og 72 m².