Lejemålet blev omfattende ombygget og renoveret tilbage i 2017, og har siden da været udlejet til Bluefin Sushi.
Restauranten har adgang fra Gerritsgade og direkte ind i pænt og imødekommende bar- og modtageområde, hvor kunder kan afhente take away bestillinger eller få adgang til de ca. 30 siddepladser i den bagerste del af lokalet. Facadedækningen på ca. 4 meter giver gadens forbipasserende et godt kik ind i restaurantens velkomstområde. Bagerst i lejemålet er der indrettet handicapvenligt toilet med skydedør.
Store dele af lokalet er med rustik rå murstensvæg, og øvrige vægge fremstår med gips. Gulvbelægning fremstår i rigtig fin stand.
I kælderen er der etableret faciliteter til lager og personale, herunder personaletoilet.
Her er tale om et yderst charmerende og spændende lejemål, hvor anvendelsen kan fortsætte som restaurant, men ligeledes kan benyttes til stort set alle former for detail.
Beliggenheden af lejemålet er på det stykke af Gerritsgade, hvor der både er kørende og gående trafik. Området er et naturligt bindeled mellem de store gågadeafsnit, henholdsvis Gerritsgade, Kattesundet og Møllergade, hvorfor en stor del af byens handlende dagligt passerer lejemålet.
Nuværende lejer af lejemålet fraflytter senest 31. august, men tidligere overtagelse kan aftales. Nuværende inventar i lejemålet tilhører lejer, hvorfor en eventuel overtagelse heraf skal ske direkte med denne.