Boligudlejningsejendom med 4 gode lejemål beliggende i godt boligkvarter
Ejendommen har en tidstypisk herskabelig arkitektur som kendetegner flere af ejendommene i området. Mange af kvarterets ejendomme er opført i samme periode og består af et mix af ældre patriciervillaer og udlejningsejendomme. Selvom vi er i et roligt boligområde, er der kun 500 meter til handelslivet på gågaden og endnu kortere afstand til dagligvareindkøb. Overfor Buegade 10 ligger Hertug Hans skolen, som er folkeskolens ungeunivers for elever fra 0. til 6.klassetrin. I foråret 2021 flytter skolen, men der vil stadig være kort vej til skole ad de rolige villaveje.
Ejendommen er indrettet med 1 bolig på hver etage. Lejlighederne er fra 70 m² til 148 m². Stueplan ligger højt placeret og indbliksgener er derfor ikke et problem. Den klassiske byggestil ser man tydeligt i trapperummet, der har et pænt intakt terrazzogulv og i øvrigt fremstår lys og venlig.
De 3 lejligheder fra stuen til 2. sal er 4-værelses med 2 sammenhængende stuer adskilt ad flotte skydedøre med fyldninger. I de fleste stuer og værelser er der afslebne pichtpine trægulve. Køkkener og hvidevarer i lejlighederne i stueetagen og på 1. sal er skiftet indenfor de seneste 2 år. Badeværelserne i de 2 lejligheder er skiftet indenfor de seneste 5 år.
2. sal har fået en let renovering i 2020.
Lejligheden på 3.sal har overvejende tæpper i opholdsrum.
Der er tør kælder under hele ejendommen med gode muligheder for depotrum til lejerne og plads til cykler og barnevogn m.v.
Alle lejemål er fornyet med forbrugsmålere på varme og vand.
Lejere der har bil, har mulighed for at parkere bag ejendommen på det grusbelagte areal. Bag ejendommen er også et mindre areal med græsplæne, der er indrammet af plankeværk. Denne afskærmning bevirker, at lejerne sidder ugenert når de griller i "haven".