Denne velholdte og fuldt udlejede erhvervsejendom er beliggende i et meget efterspurgt erhvervsområde tæt på Vejle centrum - et område hvor der ikke opleves tomgang.
Ejendommen indeholder 5 erhvervslejemål og tilbyder særdeles fleksible muligheder med hensyn til både anvendelse og indretning/opdeling. Den forreste del af ejendommen er i stueetagen indrettet som et butikslejemål, der siden 2011 har været udlejet til Würth Danmark A/S.
Den resterende del af ejendommen består af regulære og højloftede haller med tilhørende kontorer og personalefaciliteter. Ejendommens hovedlejer er Dansk Energi Service A/S (DES), som har været lejer i ejendommen i mere end 25 år. DES installerer og servicerer alle former for energitekniske anlæg til fjernvarmeværker samt store og mellemstore industrier.
Lomholt Services har været lejer i ejendommen siden 2012 og leverer en bred vifte af serviceydelser til erhvervsvirksomheder, offentlige instanser og private. Lejemålet består af en regulær lagerhal med tilhørende kontorlokaler.
Brygladen ApS flyttede ind i ejendommen i 2005 og benytter lejemålet til lager.
Ejendommens ” yngste” lejer er CHT Biler, der flyttede ind pr. 1. januar 2016. CHT Biler sælger brugte biler og udfører desuden service m.m. på eget værksted. En mindre del af ejendommens grundareal er indhegnet, i det CHT Biler anvender denne del til henstilling af biler.
Ejendommen er opført med ydermure i søstensbeklædte betonelementer og med fladt tag belagt med tagpap. I gavlen mod nord og langs siderne er bygningen velforsynet med store hejseporte. Udenomsarealer er udlagt som parkerings- og tilkørselsareal primært belagt med asfalt. Opmagasineringspladsen bagerst på ejendommen er belagt med grus/løse sten.
Ejendommen fremtræder generelt i en velvedligeholdt stand.
Af øvrige virksomheder i området kan nævnes: Bygma, Stark, EA Værktøj Engros A/S og Brødrene A & O Johansen A/S.
Alt i alt er der tale om en velbeliggende og multianvendelig ejendom, der er præget af et godt og stabilt mix af lejere.