Klinik / Kontor / Butik - bedste beliggenhed centralt på Frederiksbjerg, Aarhus C
Nu udbydes dette meget fine og velindrettede, lejemål beliggende centralt på Frederiksbjerg, til leje. Lejemålet er beliggende meget synligt i markant rødstenshjørneejendom ved Ingerslevs Boulevard og Chr. Wærums Gade.
Lejemålet udgør 120 m² og er momsfrit. Lejemålet henvender sig til mange former for anvendelse herunder butik, kontor og klinikformål. Lejemålet er endvidere anvendeligt til mindre produktion af forskelligt kunsthåndværk og/eller galleri.
Ingerslevs Boulevard strækker sig fra Odensegade ned til området, hvor Skt. Lukas Kirke ligger og videre med sin beplantede midterrabat ned til de Mezas Vej ved Harald Jensens Plads. Lejemålet er beliggende tæt ved den store trafik til Aarhus Svømmestadion og Frederiksbjerg Idrætscenter.
Frederiksbjerg er en by i byen. Kvarteret er meget attraktivt, da det ligger lige op ad Marselisborgskoven og stranden og stadig som en del af det inderste Aarhus C med et væld af shoppingmuligheder lige uden for døren, hvilket gør det ideelt og nemt at forene byliv med natur, hav og smukke omgivelser.
Torvet på Ingerslevs Boulevard er et af de største og mest levende torve i Danmark. Udover et stort udvalg af grøntsager, frugt og blomster er der også salg af ost, kød, udplantningsplanter og forskelligt slags kunsthåndværk. Man kan opleve en nærmest sydlandsk stemning under åben himmel og gøre en god handel. Torvesalget på Ingerslevs Boulevard byder på friske varer, folkeliv og masser af stemning fra cirka 60 boder. Mange af produkterne er hjemmelavede af små og større producenter.
Frederiksbjerg er kendetegnet ved at have gode transportmuligheder, idet der er meget kort afstand til bybusser og banegård, samt hurtig forbindelse til Aarhus Syd Motorvejen, der er forbundet med Østjyske Motorvej. En unik kvalitet ved kvarteret er dets placering mellem det inderste Aarhus C og naturen, hvor Marselisborg Strand og Dyrehaven, samt Marselisborgskoven kan nås inden for få minutter.