BELIGGENHED: En helt fantastisk og unik beliggenhed for enden af lukket stikvej ved Ø-gaderne. Her får du det bedste fra to verdener - rolige omgivelser med en solrig have, tilbagetrukket fra trafik og støj men en placering kun få hundrede meter fra Store Torv og Åboulevarden.
EJENDOMMEN: Arkitektonisk spændende ejendom der pt. er indrettet med to lejligheder. Ejendommen, der er opført i år 1890, er registreret med en bevaringsværdi 3. Her er to plan samt fuld kælder. Hele ejendommen emmer af charme, og det meste fremstår oprindeligt og uspoleret. Køber må påregne modernisering og renovering.
Arealer jf. BBR (uden ansvar): Stueplan 200 m² 1. sal 180 m² Kælder 200 m².
Stueplan indeholder en stor lejlighed med en loftshøjde på ca. 3 meter. Her er bl.a. to smukke stuer med stuklofter og plankegulve, en idyllisk spisestue med sildebensparket og indbyggede hjørneskabe.
1. sal indeholder også en stor lejlighed, her er loftshøjden ca. 2,9 meter, og der er plankegulve i mange rum og stuer.
Kælderen er indrettet med mange gode rum, og flere har tidligere været anvendt af ejeren til beboelse (ikke godkendt). Her er en ok loftshøjde og fint lysindfald.
Loftsrummet er uudnyttet.
Bag ejendommen ligger en stor, opvokset baghave med masser af mulighed for sol og udeliv. Foran ejendommen er der i dag indrettet 9 parkeringspladser, som anslås at kunne indbringe en årlig lejeindtægt på ca. kr. 100.000,-.
Ejendommen og p-pladser overtages fri for lejere til købers disposition.