Nyistandsat, absolut bedst beliggende butikslejemål i Aarhus C
Beliggenhed Butikslejemålet er beliggende på den absolut bedste adresse i Aarhus C midt på Strøget lige overfor Sallings Hovedindgang.
Strøget er den fælles betegnelse for gågaderne Ryesgade, Søndergade og Skt. Clemens Torv i Aarhus. Strøget forbinder Aarhus Hovedbanegård og shoppingcentret Bruuns Galleri med Latinerkvarteret og Magasin ved Vadestedet.
Ryesgade og Søndergade udgør tilsammen Danmarks bedst besøgte gågade med cirka 15 millioner personer på årsbasis og en daglig gennemsnitsstrømning på cirka 46.000 personer i butikkernes åbningstid - i juletiden når gennemsnitsstrømningen op på mere end 90.000 personer om dagen.
På Strøget er udbuddet af butikker stort, varierende og spændende. På begge sider af den cirka 850 meter lange gågade ligger cirka 150 butikker, fra Bruuns Galleri bag Banegården og helt op til Store Torv ved Aarhus Domkirke. Store flagship-stores som Vero Moda, H&M og Bestseller er godt repræsenteret her.
Parkeringsforholdene omkring Strøget er gode, hvilket er til gavn for de mange handlende, der kan vælge at stille bilen i Bruuns Galleri, Dokk1 eller Sallings Parkeringshus ved Østergade. Samtidig ligger Strøget i forlængelse af den travle banegård, hvor tog og bybusser afleverer købedygtige potentielle kunder i store mængder.
Strøget fører blandt andet til Vadestedet, og mange af byens handlende føres videre til byens cafeer og natklubber langs åen, der uden tvivl er det sted i byen, hvor der er samlet flest caféer. De to sammenhængende bydele (Strøget og Åboulevarden) ligger tæt på det nye havneområde, og man kan derved komme til vandet på kort tid.
Havneområdet har i de senere år gennemgået en stor udvikling for at gøre havnens faciliteter mere tilgængelig for byens borgere og gæster. Denne udvikling er stadig i gang, hvilket også i fremtiden vil gøre området omkring Strøget og havnen yderst attraktivt.
Strøget og Vadestedet binder det charmerende Latinerkvarter sammen med byens transportcentrum ved Park Allé og Banegårdspladsen, hvorfor Strøget også udgør en fornuftig transportrute for de mange togpassagerer, der skal videre mod Trøjborg, Latinerkvarteret eller Mejlgade-området.
Lejemålet Butikken er indrettet med salgslokale indeholdende store udstillingsvinduer samt glasfacade med glasdøre.
Butiksdelen fremstår i helt nyrenoveret stand og klar til ny lejers indflytning. Endvidere forefindes helt nyistandsatte baglokaler med personalefaciliteter med trinette køkken og kontor samt lagerplads. I kælderen findes særskilt lager.
Lejemålet er meget velegnet til alle former for detailhandel indenfor f.eks. mode, design, personlig pleje eller hvilken som helst anvendelse, der lukrerer på den meget synlige beliggenhed med en enorm kundestrøm lige forbi butikken.