Kun 4 minutters kørsel fra afkørsel Aarhus V på adressen Sødalsparken 11, Brabrand finder vi denne attraktive domicilejendom. Ejendommen er en kvalitetsejendom fra 2005 med tilbygning fra 2015 i bedste materialer.
Ejendommen består af ca. 760 m2 højloftet lager med antistatisk epoxygulv og indlagt gulvvarme. Der er automatiske ovenlysvinduer og led-belysning samt 2 porte og brandadskillelse, således at lageret kan opdeles.
Herudover består ejendommen af ca. 1.350 m2 administration fordelt på et decideret administrationsafsnit på 600 m2 i 2 plan med kantine, tagterrasse, elevator og en indbydende lobby i 2 plans højde. I forbindelse med lageret er der desuden et administrationsafsnit på 450 m2 samt 275 m2 mezzanin i lagerhallen som kan indrettes til storrumskontor, konferencerum eller showroom. Der er vareelevator til mezzaninen, således at mezzaninen kan anvendes til udstilling af virksomhedens produkter.
Der er desuden 220 m2 tør højloftet kælder med udluftning og installationer til trykluft. Vareelevatoren går i kælderen.
Ejendommen er opført i gode materialer bl.a. med røde mursten og træ-alu vinduer. Der er ca. 50 p-pladser til ejendommen.
Ejendommen ligger tæt på e45, hvorved man undgår den værste myldretidstrafik ind mod Aarhus, men stadig er tæt på omfartsvejene rundt om Aarhus. Nærmeste naboer er JYSK's danske hovedsæde samt en del af forsvarets administration.
Ejendommen egner sig fantastisk som domicilejendom, men kan også let opdeles og udlejes til flere lejere.