Introduktion
Nyere og velholdt logistikejendom fra 2002 beliggende ved Motorvej E45 i Stilling syd for Aarhus sælges. Ejendommen på i alt ca. 10.000 m² er udlejet til logistikvirksomhederne DHL Express (Denmark) A/S og BFT Logistik & Ejendomme ApS. Ejendommen er oprindelig opført som domicil til DHL, som således har været lejer i ejendommen i mere end 16 år.
Beliggenhed
Ejendommen er beliggende i et udbygget erhvervsområde i Stilling langs Motorvej E45 syd for Aarhus. Området er et nyere og attraktivt erhvervskvarter med flotte virksomhedsdomiciler. Fra ejendommen er der under ét minuts kørsel til E45 ved motorvejsafkørslen Skanderborg N. Køretiden til Aarhus centrum/ havn er ca. 15 min., mens Skanderborg midtby nås indenfor 5 minutter. Der er endvidere gode busforbindelser til området fra bl.a. Aarhus.
Beskrivelse af ejendommen
Ejendommen er opført i 2002 og fremstår velholdt og præsentabel. Bygningen er opført i mørke, søstensbeklædte betonelementer og har built-up tag. Ejendommen på i alt 10.062 m² består overordnet set af et opvarmet- og isoleret lagerafsnit på 8.432 m² og et administrationsafsnit på 1.630 m² beliggende i henholdsvis stueplan og på 1. sal.
Lageret er sektioneret i 4 afsnit på hver ca. 2.000 m², som ligger i forlængelse af hinanden, og som er forbundet parvist via interne portadgange. Der er tale om nogle yderst regulære og søjlefrie arealer med en god loftshøjde med hele 6,0 meter under spær. Der er et godt lysindfald i hallerne fra de mange ovenlysvinduer, og gulvene er betongulve. Lageret er forsynet med et utal af porte i forbindelse med ramper og sluser på begge sider af hallerne anvendelige for henholdsvis større lastbiler og mindre "kassebiler". I gavlen forefindes endvidere en større port, som ligger i forbindelse med en udendørs, overdækket læsserampe med sliske ned til terrænniveau. Der er generelt rigtig gode tilkørselsforhold til lageret fra den store indhegnede og flisebelagte varegård, som omkranser ejendommen.
Administrationsafsnittet er beliggende i henholdsvis stueplan og på 1. sal og entreres via bygningens flotte hall med dobbelt loftshøjde og trappeløb til 1. salen. Arealerne i denne del af ejendommen er disponeret med en god kombination af åbne kontorlandskaber og kontorer og mødelokaler i varierende størrelse. Kontorene fremstår lyse og indbydende med et godt lysindfald fra vinduespartier i begge sider af bygningen. Lokalerne er belagt med mørke gulvtæpper og har systemlofter med indbyggede lyskilder. Der er desuden ventilation i kontorene, som er med til at sikre et godt indeklima. Bygningen tilbyder desuden nogle gode fællesfaciliteter, der udover den fælles reception, omfatter en stor og lækker kantine. Derudover er der for ejendommens brugere adgang til fælles mødelokaler samt bad- og omklædningsfaciliteter.
Ejendommen er beliggende på en grund på hele 57.000 m², som er indhegnet og forsynet med aflåselige porte. Udensomsarealerne er hovedsageligt befæstet med fliser og udlagt til henholdsvis parkering og tilkørsel til lagerhallerne. Den øvrige del af friarealet er udlagt til plæne og grøn beplantning.
Beskrivelse af lejerene
Ejendommen er oprindelig opført som domicil for logistikvirksomheden DHL Express (Denmark) A/S, som således har været lejer i ejendommen siden 2001. DHL har sidenhen på landsplan omrokeret sine aktiviteter, og den tunge lastvognsgodstrafik, som oprindelig blev håndteret på ejendommen, er i dag flyttet til Taulov. Det har bevirket, at DHL på lokationen i Stilling har haft behov for mindre plads, og lejemålet er således blevet indskrænket til i dag at udgøre ca. 5.000 m² fordelt på to lagerhaller på tilsammen ca. 4.200 m² samt halvdelen af administrationsafsnittet på ca. 800 m². DHL har dog fortsat en vital funktion placeret i Stilling, hvor man håndterer gods fragtet med fly fra lufthavnene i henholdsvis Billund, Aarhus og Aalborg. Placeringen centralt i Jylland gør således Stilling til en optimal placering for virksomheden for håndtering af flygods. DHL betaler en årlig leje på kr. 2.073.983 med tillæg af moms - svarende til ca. 414 kr./m². Lejen reguleres årligt med NPI, og lejemålet er uopsigeligt for lejer frem til den 31/8 2019 med 12 måneders forudgående varsel.
Ejendommens resterende to lagerhaller på ca. 4.000 m² er udlejet til logistikvirksomheden BFT Logistik & Ejendomme ApS pr. 1/10 2017. BFT betaler en årlig leje på kr. 1.231.650 med tillæg af moms - svarende til 306 kr./m². Lejen reguleres årligt med NPI min. 2,0 %, og lejemålet er uopsigeligt for lejer frem til den 30/9 2020 med 12 måneders forudgående varsel.
Begge lejere bærer deres respektive andele af ejendommens samlede driftsudgifter, herunder ejendomsskat, forsikring, pasning af udenomsarealer mv., hvorfor udlejer alene bærer omkostningerne til administration og den udvendige bygningsvedligeholdelse.
De resterende ca. 900 m² af administrationsafsnittet, som DHL oprindelig rådede over, er pt. ikke udlejet, men der udlejningsbestræbelser i gang for at få disse kontorer udlejet.