Med sin nye organisation i København vil Nordicals tilbyde en stærk spændvidde i kompetencer. Det sker med et classic erhvervmægler-team og et capital markets-team for at tilbyde kunder i begge segmenter dedikeret og højt specialiseret rådgivning.
København er landets største by, et økonomisk vækstcenter og en drivkraft for det danske ejendomsmarked. Derfor har København altid været et kerneområde for Nordicals. Det vil København fortsat være, men i et nyt set-up fra 1. maj efter Nordicals og den tidligere partnerkreds i Nordicals København gik hvert til sit.
”Det københavnske ejendomsmarked har i mange år været en motor for det danske marked. Derfor er det selvfølgelig også afgørende for Nordicals, at vi er stærkt repræsenteret med en fokuseret organisation i hovedstaden. Den 1. maj så vi begyndelsen på det nye team i København, der vil blive styrket løbende med den klare ambition, at det skal være rygraden i Nordicals’ rådgivning indenfor capital markets,” fortæller administrerende direktør i Nordicals A/S, Erik Andresen.
Den 1. september flytter det nye Nordicals København ind i nyrenoverede lokaler på Vesterbrogade 10 i hjertet af København. Indtil da vil organisationen have midlertidig til huse på Østerfælled Torv 10 i det tidligere kontor for STAD Erhverv, der er blevet opkøbt som et led i Nordicals’ fortsatte konsolidering i markedet. En konsolidering, hvor der er udsigt til flere opkøb og partnerskaber for at møde fremtidens krav med en stærk spændvidde i kompetencer.
”Som Danmarks største, partnerdrevne erhvervsmæglerkæde er vi hos Nordicals drevet af en stærk kultur. Det er afgørende for os selv – og ikke mindst vores kunder og samarbejdspartnere – at vi får opbygget den nye organisation i København, så den bliver forankret i vores værdier og kultur. Derfor forcerer vi ikke processen, men gør en dyd ud af at rekruttere og onboarde nye kollegaer i det rette tempo – og med et strategisk sigte på også fremadrettet at være repræsenteret i København med de kompetencer, der efterspørges af både danske og internationale investorer,” siger udviklingsdirektør i Nordicals A/S, Jan Nickelsen, der i samarbejde med Erik Andresen leder opbygningen af den nye organisation.
Indenlandske og internationale investorer
Det danske ejendomsmarked indeholder både en lang række transaktioner i hele Danmark mellem lokale investorer og en række store transaktioner i capital markets-segmentet, hvor mindst en af parterne som regel er international.
”Det er en vigtig del af Nordicals’ DNA, at vi både servicerer de indenlandske og de internationale investorer. Det er derfor et hovedfokus i opbygningen af den nye organisation i København. Det kræver de rette kompetencer og den rette kultur at løfte den målsætning. Det betyder også, at Nordicals København vil indeholde to specialiserede spor i form af et classic erhvervsmægler-team og et capital markets-team,” siger Jan Nickelsen.
I serviceringen af internationale kunder vil der fremadrettet være et større fokus på både at betjene investorer i forhold til de muligheder hovedstaden indeholder, men også de muligheder resten af landet byder på.
”København har i mange år fungeret som entrémarked for internationale investorer. Appetitten på investeringer udenfor hovedstaden er dog steget de seneste år. Med den nye organisation i København er ambitionen derfor at skabe et tæt samarbejde med Nordicals’ 22 forretninger i hele landet, så vi bliver endnu bedre til at servicere internationale investorer i forhold til de mange investeringsmuligheder, som Danmark i sin helhed byder på,” fortæller Erik Andresen
Databaseret rådgivning til Nordicals’ kunder
Den nye organisation i København kommer efter et år, hvor Nordicals har investeret i at optimere organisationens ydelser til kunder og samarbejdspartnere.
”Vi har styrket samarbejdet på tværs af kæden for at sikre den bedst mulige rådgivning af vores kunder. Det indebærer blandt andet, at vi foretager nogle investeringer sammen i udbygningen af vores dataplatform, digitalisering af vores processer og udstilling af vores data til branchen. Det hele bliver selvfølgelig gjort, for at vi kan hjælpe vores kunder med de behov de står med nu og på fremtidens ejendomsmarked,” fortæller Erik Andresen.
Nordicals lancerede i starten af 2023 det digitale, dataunivers Nordicals Foresight med en ambition om at gøre data og viden om ejendomsmarkedet og dets påvirkningsfaktorer frit tilgængeligt for kunder og branchens aktører.
Seneste artikler
”Fremtidens vinderbyer bliver de byer, der klimatilpasser og -sikrer”
Nordicals og Proark lander kæmpe lejeaftale med Harald Nyborg
Tidligere Esbjerg bank-hovedsæde solgt
Svendborg ændrer strategi for at imødekomme fremtidens vandudfordringer
Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S sætter kontordomicil i Albertslund til salg
Til top