Novo Nordisk Pharmatech udvider med 47.000 kvm stor grund i Køge

I Køge Kommune er en af de største erhvervsgrunde blevet købt af Novo Nordisk-datterselskabet Novo Nordisk Pharmatech. Den 47.000 kvm store erhvervsgrund er beliggende lige ved motorvejen, tæt på Køge Nord Station og blot én kilometer fra deres hovedkvarter på Københavnsvej 216.

Novo Nordisk Pharmatech udvider med 47.000 kvm stor grund i Køge

Udvikling i fokus de næste mange år

Ser vi isoleret på Køge Kommune, står kommunen i disse år overfor en stor udvikling, som skal danne rammen om at skabe vækst og velfærd — i hele kommunen. Generelt melder kommunen ud på deres hjemmeside, at udviklingen skal munde ud i tusinder af nye arbejdspladser, bedre tog- og vejforbindelser, nye byrum og stærke uddannelsestilbud.

Det er da heller ikke tilfældigt at Køge Kommune vækster på erhvervsområdet. Igennem de sidste mange år, har Byrådet arbejdet aktivt og målrettet mod at trække mere aktivitet til området, og har haft et stort fokus på at planlægge ud i fremtiden. Her er Køge Nord Station og Skandinavisk Transport Center (STC) blot to væsentlige parametre at nævne.

Den gode infrastruktur sikrer fastholdelse af interessen 

Køge Kommunes mange muligheder, er da også gået op for resten af omverdenen. Man kommer ikke udenom Køges unikke geografiske placering, både set i forhold til regional og national infrastruktur. Køge er helt naturligt blevet et trafikalt knudepunkt for mange virksomheder og ikke mindst borgere, hvorfor Køges geografiske placering og mange udviklingsmuligheder, fylder meget i snakken hos virksomhederne, når der skal vækstes og bygges. Ifølge adm. Direktør for Novo Nordisk Pharmatech, Ulla Grove Krogsgaard har dette da også spillet en væsentlig rolle i udvælgelsen af erhvervsgrunden: ”Vi har det sidste halve år ledt efter et godt sted at placere vores nye produktionsfacilitet. Køge Nord er oplagt på grund af nærheden til vores eksisterende hovedkvarter og den gode infrastruktur omkring Køge.”

Tendensen med at placere sig ved byer med en god infrastruktur, er en interesse vi i Nordicals Sjælland oplever mere af. ”Vi ser en stærkt stigende interesse for velbeliggende erhvervsgrunde langs de sjællandske motorveje. Ådalen 16, som Novo Nordisk Pharmatech har købt, er en af de bedst beliggende erhvervsgrunde mellem Køge og København, hvor der efterhånden ikke er mange grunde tilbage med facade mod motorvejen”, fortæller Kenneth Hansen, partner i Nordicals Sjælland, Køge og Roskilde.

Det politiske fokus bærer frugt 

Salget af Ådalen 16, er da også i tråd med det politiske fokus Køge har, om at tiltrække nye erhverv til kommunen og dermed også udsigt til nye arbejdspladser. ”Vi vil gerne udvikle Køge Kommune på erhvervsfronten ved at tiltrække nye typer af bæredygtige og innovative produktionsvirksomheder inden for eksempelvis teknologi-, fødevare- eller medicinalindustrien — så også i det lys er Novo Nordisk Pharmatech en virkelig fin køber” udtaler borgmester Marie Stærke (S).

Region Sjællands stærke position

Kaster vi et blik på Region Sjælland, hvori Køge Kommune er placeret, ser vi at transaktionsvolumen i 2022 endte med en omsætning på 10,2 milliarder kroner, og det blev dermed det stærkeste transaktionsår nogensinde i Regionen. I den forbindelse er det yderst relevant at se på Køge, da der netop er tale om en kommune i stor vækst, hvad angår erhvervsområdet. ”I Køge er udbygningen af flere byområder i fuld gang — for eksempel Køge Nord, STC III og Søndre Havn. Køge vil være et af de steder i Region Sjælland, hvor de fleste investorer vil kigge hen i 2023”, udtaler Kenneth Hansen.

 

Er du interesseret i at høre mere om mulighederne for investering og udvikling i Region Sjælland, så kontakt en af vores afdelinger på telefon:

Køge: 4635 2292
Roskilde: 4635 2292
Slagelse: 5850 1212
Næstved: 5950 1212

 

Vil du være opdateret på markedsudviklingen på nationalt niveau eller lokalt? Eller begge dele?

CityForesight, som er en del af indholdsuniverset Nordicals Foresight, kan du følge det professionelle ejendomsmarked i 24 danske byer og områder. Ved Danmarkskortet vælger du blot den by du vil læse mere om. 

 

Fakta: Nordicals Foresight
Nordicals Foresight er et nyt, datadrevet, digitalt indholdsunivers, hvor Nordicals med udgangspunkt i erhvervsmæglerkædens 24 forretninger giver kunder og ejendomsbranchen som helhed viden om og perspektiver på, hvordan, hvorhen og hvorfor ejendomsmarkedet bevæger sig — fra det nationale niveau og ned på det lokale på tværs af hele landet. Det gør Foresight-redaktionen med et flow af væsentlige, inspirerende – men også overraskende – nyheder, indsigter, analyser og kommentarer målrettet primært investorer, udviklere og rådgivere.

Til top