Jesper Jensen vender hjem til Nordicals Sjælland
Det er ikke hver dag, at man kan sige om en person, at han er både ung og erfaren. Men lige præcis når det gælder vores nye daglige leder i Næstved-afdelingen, så passer den beskrivelse. Fra 6. januar skal 35-årige Jesper Jensen styrke Nordicals arbejde på Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og Møn.
Jesper Jensen er et kendt ansigt i Nordicals. Da vi hed Nybolig Erhverv var Jesper erhvervsmægler i vores afdeling i Roskilde fra 2008 til 2016. Og han er rigtigt glad for at vende tilbage:
”Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme tilbage til de mange gode kolleger i Nordicals. Jeg har lært en masse i de år, hvor jeg har været ude af firmaet, men det føles som det helt naturlige at vende ’hjem’ nu,” siger Jesper Jensen.
Det glæder direktør og partner Henrik Nikolajsen, at det er lige netop, er Jesper Jensen der nu skal stå i spidsen for Nordicals i Næstved:
”Det er en overordentlig god nyhed, at Jesper nu vender retur til os. Vi er stensikre på, at han er den rette mand til at drive vores Næstved-afdeling og udvikle forretningen i de kommende år. Både min partner, Kenneth Hansen, og jeg har arbejdet tæt sammen med Jesper og vi kender ham derfor særdeles godt og ved, at han står for de helt rette værdier, som vi går efter,” siger Henrik Nikolajsen.
Fokus på investeringsejendomme
De seneste fire år har Jesper Jensen været erhvervsmægler og partner hos Newsec. Her har han haft stort fokus på bl.a. investeringsejendomme. Noget som han også forventer, at han får stor gavn af i sit nye job:
”Hos Nordicals handler vi naturligvis med alle typer af erhvervsejendomme. Men det er tydeligt, at der de seneste par år er kommet meget mere gang i handlen med investeringsejendomme rundt omkring på Sjælland. Investorerne har opdaget, at der er gode muligheder for fornuftige investeringer ude i de sjællandske provinsbyer. Så jeg har en klar forventning om, at vi fortsat får masser at lave, og der kan jeg bruge min erfaring fra Newsec,” fortæller en forventningsfuld Jesper Jensen.
Elsker den lokale forankring
Med tilgangen af Jesper Jensen bliver ansvarsområdet for Nordicals Næstvedkontor samtidig udvidet, da Nordicals Sjællands ledelse har besluttet at udnytte hans lokale tilknytning til Ringsted.
”Jeg har altid boet i Ringsted, og har et stort netværk her. Derfor er jeg rigtigt glad for, at mit nye job også kommer til at omfatte mit eget lokalområde,” siger Jesper Jensen, der glæder sig til at få gavn af sit lokale netværk: ”Det er sjovt, når man kan gå rundt og se de ejendomme som man handler, og at møde og pleje kunder og investorer i lokalmiljøet.”
Jesper Jensen er uddannet erhvervsmægler, finansøkonom og har en HD i Organisation og Ledelse.
Jesper Jensen lever sammen med sin kæreste Nicole og deres søn Bertil på to år. Jesper er en aktiv mand. Når han ikke har travlt med at sælge ejendomme, så nyder han gerne en lang løbetur eller en tur i det lokale fitnesscenter.
Seneste artikler
”Fremtidens vinderbyer bliver de byer, der klimatilpasser og -sikrer”
Nordicals og Proark lander kæmpe lejeaftale med Harald Nyborg
Tidligere Esbjerg bank-hovedsæde solgt
Svendborg ændrer strategi for at imødekomme fremtidens vandudfordringer
Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S sætter kontordomicil i Albertslund til salg
Til top