Holbæks tidligere idrætsanlæg vil, over de næste 10 år, blive udviklet til et visionært og grønt boligområde med boliger til både unge og ældre. Det ligger fast, efter Holbæk Kommunalbestyrelse den 11.12 besluttede at acceptere det tilbud FB Gruppen A/S er kommet med på det nye boligområde ”Holbæk Have”.
Nordicals Sjælland har gennem de sidste 2 år arbejdet tæt og godt sammen med Holbæk Kommune – først omkring udviklingen af området og dernæst salget af det.
Erhvervsmægler og partner, Henrik Nikolajsen udtaler: ”Efter et stærkt og tæt samarbejde med Holbæk Kommune, er vi stolte af at kunne præsentere salget af en helt ny bydel "Holbæk Have" - omkring det tidligere stadion-område lige midt i byen. Jeg synes virkelig at FB Gruppen har skabt et stort og visionært projekt, der bliver spændende at følge i årene frem.”
Det store udviklingsprojekt i området forventes at løbe op i mere end 2 milliarder og man forventer at bygge op til ca. 1.000 boliger. Det bliver derved potentielt den største investering i Holbæk Kommune nogensinde.
Også Holbæks Borgmester er naturligvis stolt af at kommunen har formået at tiltrække en så stor udvikler som FB Gruppen A/S: ”Det er et spændende bydelsprojekt med grønne perspektiver, som FB Gruppen har præsenteret for os. Vi er stolte af, at vi kan tiltrække udviklere og have byggeprojekter af denne størrelse uden for hovedstadsområdet. Samtidig taler det ind i vores ønske om at tiltrække flere uddannelser til Holbæk og dermed fastholde vores unge i nærmiljøet, tiltrække børnefamilier fra øst og tilbyde mindre boliger til singler og seniorer. Det kan vi blandt andet gøre ved at sikre en blanding af forskellige boligtyper. Det vil bydelsprojektet for Holbæk Have klart bidrage til,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.
Området har altid ligget som en grøn kile midt i byen og det vil det blive ved med – også når FB Gruppen A/S er færdige med at udvikle det til boligområde.
”Vi er både glade for og stolte over at få lov til at udvikle Holbæk Have, som efter vores opfattelse er et af de allermest attraktive områder i byen – ikke mindst på grund af den store park. Parken og de grønne værdier vil vi arbejde videre med i udviklingen af bydelen, så vi kan sikre, at beboerne bor grønt midt i byen,” fortæller Hans-Bo Hyldig.
”Holbæk Have” vil udover selve boligenhederne også komme til at indeholde bl.a. boldbane, legepladser og den nuværende idrætshal, vil blive omdannet til fælleshus for områdets beboere.
Seneste artikler
”Fremtidens vinderbyer bliver de byer, der klimatilpasser og -sikrer”
Nordicals og Proark lander kæmpe lejeaftale med Harald Nyborg
Tidligere Esbjerg bank-hovedsæde solgt
Svendborg ændrer strategi for at imødekomme fremtidens vandudfordringer
Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S sætter kontordomicil i Albertslund til salg
Til top