Markedsudvikling | 13.12.2024
Særligt kontorudlejningssegmentet har klaret sig godt i 2024 med en stor underliggende efterspørgsel på trods af et stort udbud. Partner i Nordicals Aarhus, Steen Storgaard Møller, kigger ind i den videre markedsudvikling i 2025 med fokus på kontor- og boligudlejning.
I kølvandet på artiklen ”Stigende handelsaktivitet i Aarhus forventes øget i 2025”, kommer partner i Nordicals Aarhus, Steen Storgaard Møller, her med sit argumenterende bud på, hvor udlejningsmarkedet i Danmarks næststørste by er på vej hen i 2025:
”Kontorudlejningsmarkedet bærer såvel i 2024 som forventeligt i 2025 præg af markante nybyggerier i Sydhavnen og på Aarhus Ø. Lejemarkedet er godt, og der ses stigende priser på nyopført kontor.”
”Der har øjensynligt været et underudbud af nyere kontorer i det centrale Aarhus, hvilket har skabt stor efterspørgsel,” siger Steen Storgaard Møller.
Overraskende stærkt kontormarked
Ligesom i 2024 forventer han et grundlæggende solidt aarhusiansk kontorudlejningsmarked i 2025:
”Jeg forventer et forsat godt, men marginalt aftagende kontormarked, da udbuddet må forventes at indhente efterspørgslen.”
”Der må nødvendigvis også komme noget af det ældre kontorer i markedet i takt med fraflytning til nyt. Denne kontorforskydning vil dog ikke påvirke markedet i væsentlig grad, da ældre kontorarealer ikke er en konkurrent til nyopført byggeri. Her vil vi i stedet se en omdannelse til anden anvendelse.”
Partneren i Nordicals Aarhus hæfter sig ved, at det i indeværende kalenderår har været interessant at se, at kontormarkedet har kunnet absorbere det markante nybyggeri centralt i Aarhus:
”Det har vist sig, at den underliggende efterspørgsel i Aarhus C er stærk og vedholdende. Kontorudlejningssegmentet har klaret sig godt i 2024 med en stor underliggende efterspørgsel på trods af et stort udbud.”
Boligtomgang på under 2 procent i Aarhus C
Det er alment kendt, at boligudlejningsmarkedet i Aarhus har været præget af historier om overudbud og mange ledige boliger. Det står dog samtidig klart, at overudbuddene kan lokaliseres til enkelte mikrobeliggenheder.
I 4. kvartal 2024 har vi set en tomgangsprocent på under 2 på boliger i Aarhus C, og som derved tilnærmelsesvis svarer til den strukturelle tomgang som følge af ind- og udflytninger samt renoveringer.
– Hvilke ejendomssegmenter inden for udlejningsmarkedet i Aarhus bliver der i 2025 størst efterspørgsel på, vurderer du?
”I 2025 vil vi fortsat se en efterspørgsel på lejeboliger. Fremskrivningen i indbyggertallet i Aarhus fortsætter ufortrødent samtidig med, at nybyggeri af boligudlejningsejendomme har aftaget markant.”
”Denne kombination vil betyde en efterspørgsel, der overstiger udbuddet i de kommende år. Jeg vurderer derfor, at der er et opadgående pres på lejepriserne på boliger i takt med det lavere udbud,” siger Steen Storgaard Møller.
Tror på betydeligt flere bolighandler i 2025
Generelt ser han gerne, at nogle af de internationale investorer i det nye år kommer tilbage på markedet:
”Det kræver dog, at der ikke bliver mere geopolitisk uro, hvilket under alle omstændigheder bliver spændende at følge i den kommende tid.”
”Udviklingen på rentemarkedet har lokalt vist sig at sætte en begyndende bevægelse i markedet. Især handel med boligudlejningsejendomme forventer vi vil vækste betydeligt i 2025. Denne forventning understøttes af en øget efterspørgsel på boliger i Aarhus og et faldende nybyggeri,” forklarer Storgaard Møller.
Læs mere i ”Stigende handelsaktivitet i Aarhus forventes øget i 2025”
Traditionen tro kigger Nordicals i krystalkuglen for at komme med vores forudsigelser for 2025. Det gør vi med analyser fra vores Data & Research-afdeling og erfaringer fra vores 24 forretninger på tværs af hele landet. Og vi gør det med fokus på de faktorer, der driver markedet for erhvervsejendomme. På vores site dedikeret til vores 2025-forudsigelser kan du læse meget mere om Nordicals’ landsdækkende forventninger til det kommercielle ejendomsmarked, økonomi og ESG.
Seneste artikler
Dansk kontortomgang er fortsat lav i en international kontekst
”Vores 2025-forventninger til udlejningsmarkedet i Esbjerg er superpositive”
Store og stigende forventninger til brugermarkedet i Esbjerg
Stigende handelsaktivitet i Aarhus forventes øget i 2025
Tiltagende aktivitet på det kommercielle ejendomsmarked i 2025
Til top