Banedanmark vælger Ringsted til nyt stort lager i Østdanmark

   

Banedanmark vælger Ringsted til nyt stort lager i Østdanmark

Sag | 16.01.2024

Bag udlejningen står Nordicals Sjælland, som er ved at lukke flere større handler i området. JUST Gruppen arbejder nu videre på et andet erhvervsprojekt nær motorvejen.

I dag er grunden bar, men snart begynder det fysiske arbejde med at transformere en stor industrigrund i Ringsted til et nyt, centralt lager til Banedanmark.

Det drejer sig om en 36.100 kvadratmeter stor grund på Kærup Industrivej 5 lige nord for motorvejen, hvor Banedanmark har lejet sig ind på en 10-årig lejekontrakt. Udlejningen er formidlet af Nordicals Sjælland.

Projektet
På den 36.100 kvadratmeter store grund bliver der opført godt 4.000 kvadratmeter lager med tilhørende kontor og velfærdsfaciliteter.

Banedanmark, der vedligeholder, udvikler, fornyer og opgraderer det danske jernbanenet, har netop overtaget 1. etape ud af tre. 2. etape, som er opførelsen af selve lagerbygningen med administrationsfaciliteter, overtager det statsejede selskab efter planen sidst på året, mens 3. etape med den resterende lagerdel overtages 1. august 2025.

JUST Gruppen skal i gang med at bygge
Bag udlejningen af Banedanmarks nye lager på Sjælland står den Køge-baserede ejendomskoncern JUST Gruppen.

”Vi er meget stolte over og tilfredse med vores aftale med Banedanmark. Det, Banedanmark har brug for af fleksible faciliteter, passer perfekt ind i vores koncept med fleksibelt kvalitetsbyggeri, der opføres som lavenergibygninger. Vores koncept giver vores lejere mulighed for at vækste, efterhånden som behovet opstår. Samtlige af vores byggerier opføres med henblik på vores varige ejerskab,” forklarer Claus Just-Asmussen, ejer, stifter og adm. direktør, JUST Gruppen.

Gennem de seneste år har JUST Gruppen købt i alt 106.000 kvadratmeter fordelt på fire industrigrunde i Ringsted, herunder den nye Banedanmark-grund.

Læs også ”Nordicals Sjælland har medvirket til grundsalget af Novo Nordisk-udvidelser”

Læs også ”Novos giga-investeringer løfter Kalundborg og danner ringe i hele Vestsjælland”

Udvikler to facadegrunde i Business Park Ringsted
Aktuelt er JUST Gruppen i gang med at udvikle to facadegrunde på hver 20.000 kvadratmeter i Business Park Ringsted, der er et 136 hektar stort erhvervsområde direkte ud til E20 ved siden af afkørsel 35. Senere på året begynder udlejningen af de to facadegrunde.

”Vi køber og udvikler større, velbeliggende industrigrunde og opfører byggerier til brug for den kommende lejer, men også til de efterfølgende lejere af ejendommen, som kan have andre behov og ønsker. Derfor har vores ejendomme udover en høj kvalitet en meget høj grad af fleksibilitet,” forklarer Claus Just-Asmussen, der stiftede JUST Gruppen for over 30 år siden.

JUST Gruppens portefølje består af velbeliggende ejendomme hovedsageligt i Køge-området. Gennem de seneste år har koncernen desuden tilføjet erhvervsgrunde i Ringsted og Greve til porteføljen, som i dag udgør godt 300.000 kvadratmeter erhvervsgrunde.

Nordicals ved at afslutte flere sager
Erhvervsmægleren Nordicals Sjælland har – som nævnt – formidlet JUST Gruppens udlejning til Banedanmark. Her er partner Kenneth Hansen ikke overrasket over, hvorfor Banedanmark har valgt at leje 36.000 kvadratmeter i Ringsted:

”Med sin geografiske placering midt på Sjælland kombineret med god infrastruktur i form af motorvej og togforbindelse giver Ringsted gode erhvervsforhold og vækstmuligheder.”

”Vi ser en klar opadgående tendens til, at Ringsted meget er en kommune, hvor mange gerne vil drive virksomhed, ligesom vi har gang i flere større handler i området, som vi forventer at afslutte i løbet af den nærmeste fremtid,” oplyser Kenneth Hansen.

Læs også ”Nordicals Sjælland: Størst tiltro til disse udlejningssegmenter i 2024”

Læs også ”Sådan ser investeringsmarkedet aktuelt ud i Region Sjælland – og her er det på vej hen” 

 

Foto: Billedet øverst i artiklen viser et næsten tilsvarende byggeri, JUST Gruppen har udført i JUST Industrikoncept.

Til top