Bud på næste år: Jobfest og indbyggervækst sætter ekstra fart på Aarhus

   

Bud på næste år: Jobfest og indbyggervækst sætter ekstra fart på Aarhus

Markedsudvikling | 04.11.2025

SÅDAN BLIVER 2026 – De østjyske kommuner kan se frem til øget tempo på ejendomsmarkedet, spår Nordicals Aarhus, og især én type bygninger har højere lejeniveauer i vente. I Aarhus bliver to politiske emner vigtige for ejendomsbranchen.

Det danske ejendomsmarked har udsigt til øget aktivitet i 2026 på grund af en sund økonomi og ikke mindst lavere renter end for et år siden. Og i Østjylland – landets næststørste økonomiske område efter Storkøbenhavn – kan udviklingen måske tage ekstra fart.

”Vi har haft en periode med afventende investorer, men nu kan vi registrere øget interesse. Aarhus, Horsens og Silkeborg er blandt de danske byer, som har størst befolkningstilvækst, og med begrænset udbud af boliger, især i Aarhus, er det blevet særdeles attraktivt at investere i udlejningsejendomme. Samtidig er Business Region Aarhus næststørst målt på arbejdspladser, kun overgået af København. Det understøtter et stigende indbyggertal, og vi kommer med al sandsynlighed til at se flere transaktioner det kommende år,” siger Steen Storgaard Møller, partner i Nordicals Aarhus.

Læs, hvordan virksomheder og indbyggere strømmer til Silkeborg

Læs om, hvordan boliger går som varmt brød i Horsens

Højere leje fra boliger

Efter et par år med betydeligt kontorbyggeri i det centrale Aarhus forudser Steen Storgaard Møller, at udbuddet er så stort, at lejeniveauet for kontorkvadratmeter vil være stabilt. Til gengæld er der udsigt til højere lejeniveauer for boliger.

”Det næste par år er der kun begrænset nybyggeri på vej, og det forstærker ubalancen mellem udbuddet af lejeboliger og efterspørgslen, og derfor vil huslejerne blive presset opad. Det er en betydelig ændring for det lokale boligmarked i forhold til for tre-fire år siden, og vi forventer, at den nye situation vil være gældende de kommende år,” fortæller Nordicals-mægleren.  

Ejendomsskat og trafik i fokus

Det nylige kommunalvalg udløste mange dramaer, men ikke på Aarhus Rådhus. Her kunne borgmester Anders Winnerskjold (S) let samle flertal bag sig – godt et halvt år efter, at han opsagde et bredt forlig med borgerlige partier om at udfase dækningsafgiften. Den kommunale skat på erhvervsbygninger er ellers afskaffet i det meste af Jylland, men i Aarhus skal den fastholdes, så pengene kan bruges til at investere i bl.a. velfærd og kollektiv trafik.

”Valget blev nogenlunde som ventet, og vi har set en bred konstituering, som formentlig vil skabe politisk stabilitet, også om hvordan Aarhus skal udvikles. Vi frygter dog, at den fastholdte dækningsafgift og den begrænsede fremkommelighed for biler vil påvirke markedet for erhvervsejendomme negativt. Derfor håber vi, at det nye byråd vil se på netop disse to ting med lidt andre øjne,” lyder det fra Steen Storgaard Møller.

Læs om, hvor meget byrådene egentlig kan præge byudviklingen

Læs om, hvordan lokal udvikler savner hurtigere adgang til at bygge i Aarhus

Udsigt til store handler

Steen Storgaard Møller og hans Nordicals-kolleger har allerede set en del nye investorer i segmentet med de lidt mindre ejendomme.

 ”Det er en positiv tendens, som vi forventer vil fortsætte i 2026. Boligejendomme i Aarhus er et attraktivt produkt, som sagtens kan blive endnu mere populært. Desuden bliver det interessant at se, i hvilket omfang de nationale og internationale investorer viser sig i Aarhus. Selv forventer jeg, at vi vil se flere meget store enkelttransaktioner i det østjyske det næste år.”  

Læs om, hvordan tre projektudviklere håndterer demografi og prognoser for indbyggertal

Læs om, hvordan Nordicals Aarhus har styrket sit kontorteam i år

Til top