Effektive kvadratmeter tæt på motorvej og letbane

   

Effektive kvadratmeter tæt på motorvej og letbane

Markedsudvikling | 04.09.2024

Færre, men bedre indrettede kvadratmeter og kort afstand til motorvej og letbane. Det var årsagerne til, at EY flyttede sit Odense-kontor fra centrum til et flerbrugerhus i udkanten af byen.

Artiklen er et uddrag fra Nordicals' MarketForesight Q3 2023 - download det samlede magasin her.

Op mod julen i 2021 flyttede EY sit Odense-kontor med 130 ansatte fra det centralt beliggende havneområde til et nyt erhvervskvarter i den sydøstlige udkant af den fynske hovedstad. Her rykkede revisions- og rådgivningskoncernen ind i Cortex Park i et af PFA’s flerbruger-kontorhuse under konceptet The Union.

”I 2005 var vi flyttet ind i en nybygget ejendom, og efterhånden ville vi gerne have lokaler, som var nyere og først og fremmest mere effektive for os. Alle havde deres eget skrivebord stående, og der var samtidig mange spildkvadratmeter, så lokalerne var blevet alt for store for os i forhold til den måde, vi arbejder på nu,” forklarer Brian Skovhus Jakobsen, statsautoriseret revisor og partner i EY.

Effektiv indretning
I Cortex Park har EY færre kvadratmeter, men til gengæld er indretningen meget mere effektiv for virksomheden, hvor ingen – heller ikke partnerne – har fast skrivebord.

”Vi har skriveborde, der svarer til omkring 80% af vores bemanding, og det er i praksis aldrig et problem. Mange er ude hos vores kunder, mens andre arbejder hjemme eller er på kursus. Da vi arbejder meget i team, er det en stor fordel for os, at indretningen er fleksibel. Fx kan vi skalere lokaler op og ned med skillevægge,” siger Brian Skovhus Jakobsen, der har rundet et kvart århundrede hos EY i Odense.

EY har en strategi om ikke selv at eje sine lokaler, og da Odense-afdelingen i forvejen boede til leje hos PFA, var det oplagt at se på Cortex Park, da flyttetrangen for alvor tog til.

Til top