Gilleleje-skole omdannes til 52 boliger

Projektudvikler vinder offentligt udbud af tidligere skole og vil opføre bæredygtige boliger, der skal imødekomme et øget antal tilflyttere i Gilleleje. 

Gilleleje-skole omdannes til 52 boliger

Af Nordicals

D. 29.04.20

Gribskov Kommunes udbudsrunde på den centrale skolegrund på Rostgårdsvej i Gilleleje har nu ført til et salg til en køber, der vil opføre et ambitiøst projekt med familielejligheder.

De mange lokale, som ønskede de gamle skolebygninger bevaret, kan ånde lettet op. Vinderprojektet i kommunens budrunde går nemlig nænsomt til den gamle skole. Stort set alle bygninger bliver bevaret i det kommende projekt, som omdanner den tidligere skole til 52 lejligheder på 60-120 kvm.

Nordicals Nordsjælland har hjulpet Gribskov kommune med udbud, og det er er udviklingsselskabet Grønnely A/S, som har specialiseret sig i centrale, genanvendelige ejendomme uden for de større byer, der løber med den tidligere skole.

”I Grønnely A/S er vi utroligt glade for at have vundet udbuddet om skolen. Vores plan er at beholde alle bygningerne og omdanne dem til 52 lejeboliger til familier, som ønsker at bo i centrum af Gilleleje, men som måske ikke har økonomien til at købe hus,” fortæller direktør i Grønnely A/S, Peder Blak, og tilføjer:

”Boligerne bliver 3-5-værelses familieboliger, og størstedelen får haver eller altaner.”

Projektet kommer til at dyrke det gode liv og fællesskabet. Ud over de mange nye lejligheder byder projektet på fælleshus, fællesarealer, boldbaner og mange grønne områder blandt bygningerne og de private haver. Den sti, der i dag går igennem grunden, bliver bevaret.

Et projekt i tidens ånd

Det nye område ved den tidligere skole er et godt billede på den udvikling, Gilleleje har været igennem. At byen er blevet et attraktivt sted at bo - og et aktivt tilvalg for tilflyttere. Det fortæller Simone Holm fra Nordicals i Nordsjælland, som har været ansvarlig mægler på sagen.

”Vinderprojektet har stor respekt for både historien, tidens krav om bæredygtighed og genbrug, omgivelserne og de lokale ønsker. Der bliver uden tvivl tale om et attraktivt boligområde til en målgruppe, som længe har været overset. Nemlig de, som ønsker at bo godt i Gilleleje uden at bo i villa,” fortæller Simone Holm og fortsætter:

”Vi tror på, at boligerne bliver eftertragtede, og det gjorde investorerne også. Ejendommen blev nemlig solgt til langt over de otte millioner kroner, som mindsteprisen på udbuddet lød på.”

Gribskov Kommune har fået en salgspris på et tocifret millionbeløb for den tidligere skole. Projektet udføres i første halvår af 2021, og det forventes færdigt midt i 2021.

Borgmester: Flere spændende projekter på vej i Gilleleje

Borgmesteren i Gribskov Kommune, Anders Gerner Frost (K), ser projektet som en del af en større udvikling i Gilleleje, der i disse år oplever tilvækst, særligt fra børnefamilier:

”I Gilleleje vil der inden for en kort årrække stå 100-150 nye boliger klar til indflytning, og et nyt læringsområde er under etablering omkring skolen. Der er også et nyt badehotel på vej, og jeg synes generelt, vi ser en by, som blomstrer op.”

Anders Gerner Frost peger på, at kommunen arbejder aktivt med at øge antallet af tilflyttere, og i den strategi er det vigtigt at imødekomme behovet for nye boliger, som er til at betale for de borgere, der ønsker at flytte til eksempelvis Gilleleje.

”Jeg er sikker på, at omdannelsen af Gilbjergskolen vil medvirke til den positive udvikling i byen og skabe plads til flere af de borgere, som ønsker at flytte hertil."

Til top