Køge får nyt showroom med spektakulære hestekræfter

Nordicals erhvervsmæglere har hjulpet en af landets mest eksklusive bilforhandlere med køb af deres tredje showroom. Ejendommen ligger i Køge, der stiler efter at blive Sjællands største bilby.

Køge får nyt showroom med spektakulære hestekræfter

Det er gået stærkt for Selected Car Group, siden de åbnede dørene til deres første forretning i 2017. Efter blot to år fordoblede de etagearealet i forretningen ud til motorvejen i Middelfart, og samme år åbnede de en forretning i Hellerup for at imødekomme leasing-kunderne på Sjælland.

Nu kniber det igen med pladsen til biler i luksussegmentet, og derfor har den succesrige bilforhandler siden årsskiftet været på udkig efter en ny lokation til endnu en forretning.

”Jeg var sådan set ikke i tvivl om, at jeg gerne ville åbne op i Køge. Byen udvikler sig i en meget positiv retning i disse år med et stærkt erhvervsliv, mange nye projekter og et aktivt netværk blandt vores kundesegment, bl.a. i Køge Boldklub,” siger Jesper Ternvalt, der er forretningsfører hos Max Martin og har fået til opgave at åbne den nye Selected Cars, som kommer til at overtage Max Martin.

Ejendommen blev fundet via lokalt netværk

Nordicals Erhvervsmæglere har via sin forretning i Køge hjulpet Selected Car Group med at skabe dialog til sælgeren af en egnet ejendom på Tangmosevej, der til nu har huset et campingcenter.

”Ejendommen er moderne indrettet og velegnet til bilcenter. Derfor var det helt oplagt at finde en køber inden for bilbranchen, hvor ejendommens stil og karakter gør den ideel til high end-segmentet,” siger Kenneth Hansen, diplomvaluar og partner i Nordicals Sjælland.

Ejendommen på 5.188 m² blev solgt på få uger for 42 mio. kr. Det er den største handel i Køge inden for brugersegmentet i de seneste 10 år.

Stærkt samarbejde mellem kommune og erhvervsliv

Erhvervsmægleren har en god relation til Køge Kommune og vidste, at der ligger en strategi om at blive blandt de største bilbyer i landet.

”Vi arbejder på en stærk relation mellem kommune, erhvervsliv og borgere og ved at hjælpe en attraktiv spiller i bilbranchen med at slå sig ned her, styrker vi den relation,” siger Kenneth Hansen.

I 2018 blev foreningen ”Køge Bilby” stiftet. Visionen er, at Køge Bilby skal være omdrejningspunktet for al bilhandel i Region Sjælland. Og så skal foreningen hjælpe sine medlemmer til succesrige erhverv, blandt andet ved at igangsætte aktiviteter i Køge Bilby-regi og gennem en samlet markedsføring og identitet for foreningen.

Events skal styrke netværket
Selected Car Group overtager ejendommen den 1. maj, hvor de vil foretage diverse tilpasninger, så forretningen efterlever virksomhedens krav til et stilfuldt og eksklusivt udtryk, når de åbner op den 1. juni. Der vil blive etableret eksklusive møderum, og dele af 1. salen ombygges, så den kan fungere som showroom for de mange investeringsbiler.

Derudover skal en del af stueetagen fungere til events, både for egne og andre virksomheders kunder.

Selected Car Group omfatter Selected Car Leasing, der formidler klassiske leasingbiler, Selected Car Investment, der formidler klassiske biler i investeringsøjemed, samt Selected Car Collection, der er en af Europas fineste bilsamlinger af sin art.

Til top