Sag | 29.09.2025
Feriehusudlejeren Sol og Strand flytter sit hovedkontor til Aalborg. Nærmere bestemt flytter de ind i det ca. 10.000 kvadratmeter store flerbrugerhus Hatschek Hus, der er under opførelse på Eternitten. Kontorhuset er dermed næsten fuldt udlejet.
Den 1. oktober 2026 flytter Sol og Strands hovedkontor til det nye Hatschek Hus, der er under opførelse på den tidligere eternitgrund. Det er Søren Enggaard A/S, der står bag byggeriet, der indvies i første halvår af 2026, og Nordicals Aalborg står for udlejningen af lejemålene i huset.
”Vi har de seneste måneder arbejdet intenst på at screene markedet for gode muligheder og fra start var vi interesserede i det nye erhvervsprojekt Hatschek Hus, hvor vi flytter ind i den ene fløj af stueetagen. Huset opfylder alle vores ønsker til central placering i Aalborg-området tæt ved indfaldsveje, parkering tæt på og med gode og attraktive forhold for vores medarbejdere - både de nuværende medarbejdere, der både kommer fra Aalborg og nord for fjorden, samt for kommende medarbejdere,” fortæller direktør for Sol og Strand, Per Dam.
Han understreger, at der under hele processen har været en god dialog med Mattias Manstrup fra Nordicals Aalborg og CEO Carsten Enggaard fra Søren Enggaard A/S.
Næsten fuldt udlejet kontorhus
Partner hos Nordicals Aalborg, Mattias Manstrup, har bistået Sol og Strand helt fra start i processen vedrørende at finde nyt domicil. Han oplever generelt stor efterspørgsel på kontormarkedet i Aalborg.
”Vi oplever flere virksomheder, der gerne vil være tættere på Aalborg for at kunne forstærke deres position overfor medarbejdere ved at tilbyde attraktive forhold. Samtidigt er mange opmærksomme på den styrke, som Aalborg har som en universitetsby, som i den grad understøtter Aalborgs udvikling. Begge dele har været tilfældet for Sol og Strand.”
Han tilføjer, at Hatschek Hus nu næsten er fuld udlejet.
”Med udlejningen til Sol & Strand er der nu reelt set kun tre mindre lejemål tilbage i ejendommen her ca. 9 måneder før huset står klar til indflytning. Udlejningen har været en kæmpe succes og viser med al tydelighed, at der stadig er rigtig god aktivitet og efterspørgsel på kontormarkedet i Aalborg”, fortæller Mattias Manstrup.
Flytning skaber grobund for nyudvikling af Hune
Sol og Strands flytning af hovedkvarter kommer efter Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld i slutningen af maj 2025 annoncerede, at fonden donerer den grund i Hune, hvor Sol og Strand pt. har hovedkontor, til Jammerbugt Kommune. Grunden er 14.000 kvadratmeter og skal understøtte den lokale udvikling i Hune, hvor Sol og Strand har haft hovedkontor i flere årtier.
Selvom Sol og Strand har til udgangen af 2027, før de skal have flyttet hovedkvarteret, giver den tidligere flyttedato mulighed for, at Jammerbugt Kommune kan komme videre med den fremadrettede plan for Hune.
”Vi har jo egentlig indtil udgangen af 2027 til at flytte, men ved at finde løsninger før, så giver det også Jammerbugt Kommune mulighed for at komme videre med realisering af tankerne bag Masterplanen for Hune, hvor vores grund er så vigtig, da den er placeret midt i byen. Det betyder meget for os, at fondens donation kan være med til at videreudvikle et af Danmarks skønne områder, både til glæde for de fastboende i områder og de mange glade turister,” fortæller Per Dam.
Selvom hovedkontoret flyttes til Aalborg, vil Sol og Strand fortsat have tilstedeværelse i Hune-Blokhus-området. Her skal der findes en ny placering til deres lokalbureau.
Til top