Lagerrobotter skal styrke CS Megastore

   

Lagerrobotter skal styrke CS Megastore

MarketForesight | 27.05.2026

Et fuldt automatiseret lager i Ringsted er en vigtig del af strategien for en af landets største netvirksomheder. Med onlinesalg kan det være let at øge omsætningen, mens det er sværere at forbedre indtjeningen. Et salg af ejendommen har frigjort kapital fra mursten og lettet vejen for at investere i lagerrobotter og logistik.   

Et fuldautomatisk lager på 10.000 kvadratmeter svarende til halvanden fodboldbane udgør nervecentret i CS Megastore, som fra Ringsted midt på Sjælland ekspederer og afsender 1,3 millioner ordrer om året.

Det hele begyndte med en beskeden computerbutik i sydsjællandske Haslev for 30 år siden, og Jens Thøgersen har været med de fleste af årene. Han er medejer og it-direktør eller CTO – Chief Technology Officer

”Virksomheden begyndte ret hurtigt at sælge varer over nettet og havde skiftende adresser rundt om på Sjælland. I 2020 købte vi Dagrofas tidligere lagerhal i den nordlige del af Ringsted for at få mere plads,” fortæller Jens Thøgersen.

Omsætningen var efterhånden nået op omkring en milliard kroner, og der skulle hver dag håndteres tusindvis af ordrer, flest i højsæsonen ved Black Friday og op til jul.

Robotter øger indtjeningen

”For en netvirksomhed er det sådan set let nok at øge omsætningen. Vi kan bare sænke prisen en smule, så sælger vi mere. Vi har normalt budgetteret med 1% af omsætningen på bundlinjen, og kunsten er at forbedre indtjeningen og gøre forretningen mere effektiv. Hér ligger vores ambition, ikke at hæve salget til 1,2 mia., 1,3 eller halvanden milliard kroner.”

Dén ambition bidrager især to store investeringer i logistik til at løfte. Den første blev gennemført kort efter flytningen til Ringsted i 2020.

”Vi købte et fuldautomatisk pakkeanlæg, som er udviklet i Holland. Det er et ret genialt system, der pakker forsendelserne nærmest helt individuelt, mens andre systemer typisk opererer med tre standardstørrelser af emballage,” forklarer Jens Thøgersen.

Pakkeanlægget fik i 2024 følgeskab af et fuldautomatisk, robotbaseret plukke- og lagersystem fra norske AutoStore, der har opbygget et ry for at være helt i front med at optimere store lagre. Virksomheden har fx leveret robotteknologi til det nybyggede Matas-storlager i Nordsjælland.

”Det er helt vildt, hvor meget AutoStore kan komprimere et lager. Vi har nærmest fået fem gange så meget plads som før. På et traditionelt lager går det meste af pladsen til luft – i gangene og på hylderne. Med AutoStore udnytter vi stort set alle kubikcentimeter. Og altså ikke bare kvadratcentimeter, fordi højden bliver udnyttet fuldt ud,” lyder det begejstret fra it-direktøren.

Fin placering for logistik

Samlet har de to anlæg ifølge Jens Thøgersen kostet omkring 25 mio. kr. Det svarer til to-tre års overskud, og derfor kom en sale-and-lease-back-løsning i brug, da AutoStore-anlægget stod på ønskesedlen.

Via Nordicals Sjælland blev ejendommen solgt til en investor, og CS Megastore indgik en langsigtet lejekontrakt. Det frigjorde kapital fra murstenene, så pengene kunne investeres i robotter og automatisering.

CS Megastore er ganske tilfreds med at have adresse i Ringsted.

”Logistikmæssigt ligger vi rigtig fint, tæt på motorvejen. Vi får yderligere styrket vores logistik, når Femernforbindelsen åbner, fordi vi har en masse direkte lastbiler fra Tyskland. Selv om mange af vores varer bliver fremstillet i Kina og det øvrige Asien, så kommer langt de fleste af vores leverancer fra store distributører i Europa,” fortæller Jens Thøgersen.

Det er samtidig en fordel, at GLS har et stort distributionscenter i nærheden. Virksomheden er den primære samarbejdspartner, når det gælder sluttransporten af varer ud til kunderne. Desuden er DAO – der både leverer pakker og breve sammen med morgenaviserne – i stigende grad en partner på det danske marked.

Millioner af produkter

På en normal dag bliver omkring 4.000 ordrer håndteret i lagerhallen på Tinvej i Ringsted.

”På travle dage kan vi nå op på 7.000-8.000 og endda knap 10.000 ordrer. Vores pakkeanlæg har en teoretisk kapacitet på næsten 20.000 ordrer i døgnet, men der er en begrænsning på, hvor meget anlægget kan håndtere i timen. Så hvis vi skal optimere kapaciteten, skal vi være i gang hele døgnet,” siger Jens Thøgersen.

Udbuddet hos CS Megastore udgør næsten tre millioner produkter inklusive alskens farvevarianter af mobiltelefoner og alle mulige andre varer.

”60-70% af produkterne ligger på fjernlagre hos vores leverandører, og de 30-40% af produkterne, som er topsællerter, har vi på eget lager. Dé produkter har vist deres værd, og dem har vi liggende, så vi kan levere hurtigst muligt. Det er noget, vi holder tæt øje med som en meget datadrevet virksomhed,” siger Jens Thøgersen.

Nethandel er præget af hård konkurrence, og bl.a. derfor er det ifølge it-direktøren vigtigt hele tiden nøje at følge dataene for de mange ordrer – fx med prisopdateringer hver nat. En anden grund er at sikre et optimalt flow af de mange vareleverancer ind og kundeordrer ud af virksomheden hver dag.   

Fra printere til parfume

I mange år hed virksomheden ComputerSalg, men i foråret blev navnet ændret til CS Megastore.

”Vi har gradvis suppleret vores traditionelle sortiment af elektronik og computergrej med flere andre varegrupper. Særligt kontorartikler og ting til hus og have sælger vi en del af, og vi forventer os meget af et område som skønhedsprodukter. Vi synes, at det nye navn har en bredere appel, der afspejler vores meget store udbud af varer,” forklarer it-direktøren.

Computere og tilbehør står ifølge Jens Thøgersen for omkring hver fjerde ordre, men udgør hele 55-60% af omsætningen.

”Den gennemsnitlige ordre inden for elektronik og computere er noget større end de øvrige ordrer. Det batter altså noget, når en af vores kunder køber en MacBook til 17.000 kr.”  

Få den nyeste viden om ejendomsmarkedet

Er du interesseret i at læse flere aktuelle historier fra ejendomsmarkedet?

Artiklen ovenfor er fra MarketForesight - Nordicals' magasin, hvor vi sætter fokus på aktuelle tendenser i ejendomsbranchen. 

I MarketForesight Q2 2026 vender vi perspektivet væk fra afkast og transaktioner – og over mod de virksomheder, der hver dag bruger ejendommene som ramme om deres forretning.

Det er her, behovene bliver konkrete, og hvor kravene til fleksibilitet, effektivitet og kvalitet i stigende grad sætter retningen for udviklingen.

Download hele MarketForesight Q2 2026 her

Til top