Nordicals formidler salg af større investeringsejendom centralt i Helsingør

   

Nordicals formidler salg af større investeringsejendom centralt i Helsingør

Sag | 24.09.2024

Ny handel vidner om fortsat stigende optimisme i markedet for erhvervs- og investeringsejendomme, siger partner i Nordicals Nordsjælland, der har formidlet handel med markant erhvervsejendom. Ny ejer er Aarhus-baseret ejendomsinvesteringsselskab.

Faldende renter og forventninger til flere rentenedsættelser er med til at forstærke investeringsappetiten hos aktørerne i markedet for erhvervs- og investeringsejendomme.

Det gælder også i Nordsjælland.

Således har Nordicals netop formidlet salget af en større investeringsejendom centralt i Helsingør. Det drejer sig om Bjergegade 22A, som stort set er fuldt udlejet.

Ny ejer af den 3.045 kvadratmeter store erhvervsejendom er det Aarhus-baserede ejendomsinvesteringsselskab Actus.

Ejendommen, som var udbudt til 40 millioner kroner, på hjørnet af Axeltorv rummer lejemål til blandt andet kontor, klinik, butik og restauration.

”Bjergegade 22A har et både enormt og spændende potentiale med en sublim beliggenhed grundet stor og attraktiv facadeeksponering, som hver dag passeres af mange forbigående,” siger partner og erhvervsmægler Jakob Mygind hos Nordicals Nordsjælland, der har formidlet handlen.

Han peger på, at markedsforventninger om flere rentenedsættelser kan sætte yderligere skub i transaktionsmarkedet – og dermed øget udvikling af ejendomme og byer.

”Der er ingen tvivl om, at markedet er på vej i den rigtige retning, hvilket også denne handel vidner om. Mange aktører, vi er i kontakt med, har klare forventninger om flere rentenedsættelser og derfor også udsigt til flere investeringer,” forklarer Jakob Mygind.

Butiks-/detailejendommen på Bjergegade 22A i hjertet af Helsingør har et enkelt lejemål på 68 kvadratmeter ledigt.

Til top