Nordicals formidler salget af ikonisk kontorejendom i Aalborg

På havnefronten i Aalborg er en af byens mest ikoniske ejendomme netop blevet solgt. Ejendommen har igennem årene delt vandene i Aalborg, men dens arkitektur og indretning er i en klasse for sig i forhold til byens øvrige kontorejendomme. Freja Ejendomme står bag salget, som Nordicals Aalborg har formidlet til et konsortium af pensionsselskaber – og hos Nordicals Aalborg ser man frem til at samarbejde med konsortiet i den videre udlejning og udvikling af ejendommen til et moderne flerbrugerhus med både miljøet og fællesskabet i fokus.

Nordicals formidler salget af ikonisk kontorejendom i Aalborg

”Vi ser frem til at samarbejde med konsortiet omkring udviklingen og udlejningen af denne spændende kontorejendom i hjertet af Aalborg. For byen har brug for nye initiativer og muligheder indenfor kontorsegmentet til succesfulde virksomheder, som vil give deres medarbejdere de bedste og mest optimale rammer,” udtaler Mattias Manstrup, partner i Nordicals Aalborg, som har varetaget salget af ejendommen på Skibsbyggerivej 5.

Netop indretningen, indeklimaet og energiforbruget er væsentlige fokuspunkter for de nye ejere i bestræbelserne på at gøre ejendommen til et af Aalborgs mest eftertragtede steder at drive virksomhed fra. Ikke mindst da klima og energi i løbet af de seneste år for alvor er kommet på samfundets og virksomhedernes dagsorden. En dagsorden, som den nuværende energikrise har accelereret.

”Vi forventer derfor, at det bliver et fokusområde, som vil veje tungere end nogensinde før, når virksomheder fremover skal vælge nye steder at etablerer sig som lejere. Derfor er vi meget begejstrede for købers vision om at skabe et energi- og klimavenligt flerbrugerhus,” udtaler Mattias Manstrup.

Et område i rivende udvikling
Det er et konsortium ledet af den Aalborg-baserede ejendomsforvalter Kristensen Properties med de fire pensionsselskaber Sampension, Pensionskassen for Jordbrugsakademikere og Dyrlæger, Arkitekternes Pensionskasse samt Pensionskassen for Teknikum- og Diplomingeniører, som har købt den 8.000 kvadratmeter store og præmierede kontorejendom tegnet af det prisbelønnede arkitektfirma Lundgaard & Tranberg.

”Området omkring havnefronten er i rivende udvikling i disse år og betragtes som det mest attraktive kontorområde i Nordjylland. Beliggenheden er med andre ord helt i top på denne ejendom, som vi vil omdanne til et moderne og bæredygtigt flerbrugerhus med plads til flere mellemstore lejere. Derfor forventer også en god efterspørgsel på lejemålene, og at investeringen vil give vores kunder et fornuftigt afkast,” udtaler Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension.

”Det bliver en stor og spændende opgave, som vi glæder os til at gå i gang med. En så synlig og markant ejendom i Aalborgs bybillede fortjener et løft og et nyt liv, således at den i løbet af 2023 kan byde flere lejere velkommen,” supplerer Jeppe Lynge Larsen, direktør hos Kristensen Properties.

I tråd med de bæredygtige ambitioner vil det kommende flerbrugerhus ikke alene byde på fælles faciliteter og fleksible indretningsmuligheder, men vil også blive bæredygtighedscertificeret i henhold til DGNB.

Nordicals Aalborg er allerede nu sammen med de nye ejere klar til at indgå i dialog med nye lejere og virksomheder.

Til top