Nordicals fortsætter vækst i 2025

   

Nordicals fortsætter vækst i 2025

Organisation | 10.03.2026

Nordicals øgede omsætningen med mere end 15 procent i 2025 og forventer, at væksten fortsætter i 2026.

2025 bød på et godt år for Nordicals-koncernen. De seneste års investeringer i kompetenceudvikling og en øget andel af de større transaktioner har udmøntet sig i en flot vækst på toplinjen.

”Som mæglere og rådgivere er vores vigtigste ressource grundlæggende vores medarbejdere. Vi opbygger en indsigt og viden i markedet gennem vores specialister, og vi prioriterer løbende at styrke vores kompetencer. Det belønnede markedet i 2025, og vi trådte derfor ud af året med en flot vækst på toplinjen,” fortæller administrerende direktør for Nordicals A/S, Erik Andresen.

Omsætningen for Nordicals’ 24 erhvervsmæglerforretninger landede på 212 millioner kroner i 2025. Det er en stigning på over 15 procent i forhold til året før.

”Vi fastholder vores position som Danmarks største erhvervsmægler. Vi står generelt med den fordel, at vi har kritisk masse inden for vores rådgivningsydelser. Derfor styrker vi løbende vores kompetencer, så vi med vores rådgivning stiller vores kunder stærkest muligt i markedet”, siger Erik Andresen.

Forventer yderligere vækst i 2026

Væksten er bredt funderet i Nordicals med gode resultater på tværs af landet og inden for kerneydelserne salg, udlejning og vurdering. Samtidig er tilgangen af større ejendomme og porteføljer i vækst.

”Det har været vigtigt for os at videreudvikle vores rådgivningskompetencer i Capital Markets-segmentet samtidig med, at vi har bevaret styrken i det brede marked. Væksten er blandt andet kommet fra København og de øvrige store byer, og her forventer vi, at vi vil vækste yderligere de kommende år,” fortæller Erik Andresen.

Sideløbende med de gode takter fra Nordicals har transaktionsmarkedet været i vækst. Den tendens forventer Nordicals fortsætter.

”Danmark er et attraktivt land at investere i på grund af vores stærke økonomi, høje beskæftigelse og den lave tomgang – særligt i boligsegmentet i landets store byer. Derfor står vi også stærkt i kampen om den internationale kapital. Vi forventer den stærke efterspørgsel fra de internationale investorer vil skrue aktiviteten op i et allerede positivt marked. Det store spørgsmål bliver, om der er aktiver nok til at dække efterspørgslen,” fortæller Erik Andresen.

Til top