Nordicals og Køge Kommune finder projektudvikler til Køge Nord Station

Efter et udbud gennemført af Nordicals har Køge Kommune indgået en samarbejdsaftale med Innovater A/S om udvikling af et samlet projekt for det store erhvervsareal ved Køge Nord Station. Projektet bliver bæredygtighedscertificeret og indeholder små 20.000 kvadratmeter.

Nordicals og Køge Kommune finder projektudvikler til Køge Nord Station

Af Nordicals

D. 16.11.22

Nøglerne til de sidste erhvervskvadratmeter på Køge Idrætspark var knap nok overleveret, før Køge Kommune annoncerede planerne for et nyt udviklingsprojekt. Denne gang er det det store erhvervsareal ved Køge Nord Station, der står for tur.

Køge Kommune har i samarbejde med Nordicals indgået en samarbejdsaftale med Innovater A/S om udviklingen af et samlet projekt for det store erhvervsareal. Ambitionen er i første runde et 18.000 kvadratmeter stort bæredygtighedscertificeret byggeri, der skal rumme kontorer, butikker og et hotel.

Kenneth Hansen, der er partner hos Nordicals Sjælland, fortæller, at der allerede er stor interesse for de kommende arealer.

”Vi har flere store virksomheder, der ikke nåede med i Køge Idrætspark-projektet, og som derfor er meget nysgerrige på de arealer, vi nu kan tilbyde ved Køge Nord Station. Logistisk ligger projektet helt perfekt. Direkte på stationen, hvor S-toget og København-Køge-Ringsted-banen kører. På den rigtige side af motorvejssammenfletningen ved Køge. Og med synlighed til motorvejen, da der bygges i 6 etager,”

Dertil vil bæredygtighedscertificeringen også tiltrække lejere.

”Bæredygtighedscertificeringen med DGNB-Guld kommer til at tiltrække nogle virksomheder, hvor certificeringen er et parameter for deres valg af kontorer. Særligt fordi det er et produkt, der på nuværende tidspunkt ikke findes på den her del af Sjælland,” siger Kenneth Hansen.

Innovater skal projektudvikle

Nordicals har bistået Køge Kommune med indledende markedsanalyse, markedsdialog og siden udbud af projektet efter sommerferien. Til slut stod Innovater som vinder af projektet, og de skal nu udarbejde et samlet projekt for arealet.

”Vi går ydmygt til opgaven. Der er ikke verdens nemmeste markedsforudsætninger p.t., men placeringen ved Køge Nord Station er ganske enkelt suveræn. Der er masser af kommende dagligvarekunder i Køge Nord Skovby og blandt pendlerne, og vi tror på, at vi med placeringen tæt på både motorvej og station kan lokke nogle større virksomheder til på kontorfronten,” siger udviklingsdirektør ved Innovater, Peter Søgaard.

Nordicals skal forestå udlejningen af projektet. Planen er, at skitseprojektet for arealet skal udarbejdes og godkendes af byrådet i løbet af 2023, hvorefter projektering og byggestart følger. På sigt skal der sammenlagt udvikles 52.000 kvadratmeter, hvoraf kontorer forventes at udgøre den største del.

Til top