Nordicals samles under én enhed på Fyn

      

Nordicals samles under én enhed på Fyn

Organisation | 01.07.2025

Pr. 1. juli 2025 samles de tre selvstændige og partnerdrevne Nordicals-forretninger i Odense, Middelfart og Svendborg under én fælles enhed: Nordicals Fyn. Med sammenlægningen styrker Nordicals sin lokale tilstedeværelse og skaber Fyns største og mest kompetente erhvervsmægler – til gavn for både kunder og samarbejdspartnere.

Nordicals er allerede den markedsledende erhvervsmægler på Fyn, og sammenlægningen fra tre forretninger til én samlet forretning under navnet Nordicals Fyn vil bidrage til at videreudvikle den stærke markedsposition – ikke mindst vil den give mulighed for at møde kunder og samarbejdspartnere med endnu dybere indsigt på tværs af hele det fynske erhvervsmarked.

De fysiske forretninger forbliver i Odense, Middelfart og Svendborg, men vil fremover operere som én samlet organisation med 18 medarbejdere – heraf 13 erhvervsmæglere, 4 sagskoordinatorer og 1 marketingansvarlig.

Endnu stærkere kompetencer – til fordel for kunderne

"Vi ser et stort potentiale i at samle kræfterne. Med Nordicals Fyn får vi en stor og stærk enhed, hvor vi kan tilbyde vores kunder en endnu mere kvalificeret og sammenhængende rådgivning – uanset, hvor på Fyn de befinder sig," fortæller Morten Nielsen, indehaver af Nordicals Odense.

Formålet er således at gøre endnu større forskel for kunder på hele Fyn. For med etableringen af ét samlet Nordicals Fyn vil de møde en endnu større faglig bredde, dybere lokal indsigt og mere effektiv rådgivning. Samtidig vil det styrke salgs- og udlejningsindsatsen og give kunderne adgang til et større team af specialister med indgående kendskab til hele Fyn.

"Vi ser frem til at fortsætte den rivende vækstudvikling, som Nordicals Odense har været i de seneste år, og vi har en klar og målrettet plan om at vækste yderligere og udvide vores succesfulde position som markedsledende og den største erhvervsmægler i vores markedsområde. Nordicals Odense har altid fokuseret på at servicere, rådgive og betjene alle typer af kunder og samarbejdspartnere – og dette forbliver også vores vigtigste fokusområde fremover," fortsætter Morten Nielsen.

"Sammenlægningen er et naturligt skridt i vores udvikling af Sydfyn og øerne. Vi har i mange år haft et tæt samarbejde på tværs af Fyn, og nu formaliserer vi det for at stå endnu stærkere. Det er en gevinst for både os og vores kunder," supplerer Niels Peter Nøddeskou-Fink, indehaver af Nordicals Svendborg.

Endnu mere tid til kunder og kerneopgaver

Markedet for erhvervsejendomme er under forandring med fortsat flere regulatoriske krav. Med Nordicals Fyn skabes derfor også en mere effektiv organisation, der kan frigive tid og ressourcer til det, der betyder mest – kunderne. Samtidig åbner sammenlægningen for en styrket specialisering og en mere fokuseret indsats i forhold til både rådgivning og administration. De to indehavere ser derfor store fordele i det nye fælles setup:

”Indenfor erhvervsmæglerbranchen stilles der større og større krav til compliance og hvidvask, og for at frigøre mere tid til vores kunder, så er det et naturligt skridt, at vi samler os og skaber Nordicals Fyn. Med sammenlægningen vil vi også få langt større råderum og kræfter til at fokusere på specialistopgaver, nærhed til kunderne og ikke mindst drage nytte af en administration, som løser opgaverne for tre forretninger,” afslutter Morten Nielsen og Niels Peter Nøddeskou-Fink.

Til top