Markedsudvikling | 30.08.2023
Esbjerg er i rivende udvikling inden for især industrier med relation til energisektoren og dataområdet. Blandt investorerne er Pensiondanmark, som vil investere 7 milliarder kroner i udviklingsprojekter på Esbjerg Havn, mens AP Pension er gået ind i det vildeste byggeprojekt i byens historie. Fremtiden ser lys ud, siger lokal Nordicals-partner.
Engang sagde man, at det lugtede af fisk – og penge – i Esbjerg. Det gør det ikke mere. Det lugter i hvert fald ikke af fisk, fordi byens fiskeindustri er gået tilbage som mange andre steder rundt i landet. Også offshore med olierelaterede virksomheder er ved at blive overhalet af nye industrier. Det sker med fuld fart. De nye tider – med masser af vækstpotentiale og muligheder – er drevet af især industrier med relation til en grønnere energisektor samt dataforsyning i form af søkabler og datacentre på land.
”Mange ved sikkert ikke, at Esbjerg har verdens største vindmøllehavn, ligesom byen stadig er center for alle aktiviteter inden for olie- og gassektoren ude i Nordsøen. Det er bestemt ikke uvæsentligt, eftersom Danmark netop er blevet selvforsynende inden for gassektoren, fordi boringerne er blevet intensiveret i forbindelse med det gas, vi ikke længere køber af Rusland.”
Det fortæller René Lennart Madsen, der er partner i Nordicals Esbjerg. Som erhvervsmægler har han en indgående viden om det esbjergensiske marked for erhvervs- og investeringsejendomme samt de faktorer, som på forskellig vis påvirker og driver den lokale udvikling. De vigtigste faktorer ser vi nærmere på i denne artikel.
”Havfrue”, Google og Facebook
René Lennart Madsen peger på det undersøiske søkabelprojekt ”Havfrue” etableret af et konsortium med blandt andet it-giganterne Google og Meta – koncernen bag Facebook – som en vigtig driver for Esbjerg. ”Havfrue” forbinder USA med det hurtigt voksende nordeuropæiske datamarked.
”Da kablet rammer lige ind i Esbjerg, har Facebook planer om at opføre et kæmpe datacenter her. Aktuelt har Facebook dog trådt lidt på bremsen for at finde ud af, hvordan brug af kunstig intelligens integreres mere i projektet. Det er dog værd at bemærke, at Facebook allerede har brugt 780 millioner kroner på at udvikle datacentret,” siger René Lennart Madsen.
Han refererer til, at Meta har købt et 212 hektar stort areal svarende til 296 fodboldbaner tæt på motorvej E20 i Esbjerg-forstaden Andrup, hvor der inden projektet blev sat på pause i slutningen af 2022 var planer om at bygge et cirka 150.000 kvadratmeter stort datacenter med tilhørende 20.000 kvadratmeter administrations-, logistik- og servicebygninger.
Ved siden af Metas grund har Nordicals sammen med Esbjerg Kommune eksproprieret jordarealer med plads til flere datacentre.
”Det gælder om at placere sig tæt på kablet for at opnå optimale hastighedsforbindelser. På denne måde er hele dataindustrien med til at løfte Esbjerg, fordi vi er blevet et knudepunkt for datakabelføring videre ud til Europa. Samtidig producerer datacentrene varme, som Esbjerg-området kan aftage til for eksempel fjernvarme,” forklarer René Lennart Madsen.
Verdens største
Han hæfter sig også ved, at energi fra havvindmøller kommer i land via Esbjerg.
”Alt handler rigtig meget om energi. Tidligere var det offshore – altså den sorte energidel. Nu er der i stigende grad fokus på den grønne del. På Esbjerg Havn bygges lige nu verdens største vindmøllefabrik.”
Det drejer sig om en fabrik til produktion af vindmølletårne. Selve ejendommen, som efter planen står færdigopført ved udgangen af året, bliver på omkring 60.000 kvadratmeter og løber op i en investeringssum på mere end en halv milliard kroner.
Et andet markant ejendomsprojekt under opførelse i Esbjerg er plastsorterings- og genanvendelsesanlægget Resource Denmark, som er Danmarks største plastsorteringsanlæg. Bag projektet står den norske teknologivirksomhed Quantafuel og det franske investeringsselskab Eurazeo. Til sammen investerer de 1,5 milliard kroner i det fuldt udbyggede fabriksanlæg på 50.000 kvadratmeter.
Milliardprojekter på havnen og Esbjerg Strand
Så sent som i juli i år indgik Pensiondanmark og Esbjerg Havn en samarbejdsaftale om investereringer i udviklingsprojekter på Esbjerg Havn. Nye udviklingsprojekter skal styrke Esbjerg førerposition inden for havvind og sikre havnen en rolle i udrulningen af power-to-x og CO2-fangst (CCS).
Pensiondanmark er klar til at investere op til 7 milliarder kroner i udviklingsprojekterne med henblik på havnens fremtidsbidrag til den grønne omstilling. 5,8 milliarder kroner forventes at gå til opførelse af faciliteter til produktionen af havvindmøller, mens omkring 700 millioner kroner øremærkes til terminaler til håndtering af power-to-x og CCS – fangst og lagring af CO2 – som opføres i baglandet til Esbjerg Havn samt i Nordsøen. Alle investeringerne forventes klar senest i 2028.
I den nordligste del af Esbjerg Havn er udviklingen af Esbjerg Strand på en kunstige havneø med en inddæmmede lagune i fuld gang. I august 2022 blev en masterplan udarbejdet af Bjarke Ingels Group – BIG præsenteret. Projektet omfatter nybyggeri af omkring 90.000 kvadratmeter, hvor særligt et nyt uddannelseskoncept skal udfolde sig i kombination med 44.000 kvadratmeter boliger og 16.000 kvadratmeter erhverv i varierende højde fra 3 til 11 etager.
Education Esbjerg har indgået en samarbejdsaftale med AP Ejendomme om at realisere uddannelsesbyggeriet på 30.000 kvadratmeter, ligesom pensionsinvestoren lige inden sommerferien i år udvidede sit arrangement i Esbjerg Strand ved at blive kommunens partner i udviklingen af det storstilede projekt, som – hvis det bliver realiseret efter masterplanen – bliver det hidtil vildeste og mest opsigtsvækkende byggeprojekt i Esbjergs historie.
Fortætning af midtbyen
Drejer vi fokus væk fra havneområdet og udkanten af Esbjerg til bymidten er en fortætning af midtbyen i disse år det, som kendetegner og præger udviklingen.
”Bevæger man sig rundt i midtbyen, vil man hurtigt se, at ejendomme på tre etager er høje, og at byen er udviklet efter et grid-system, som vi kender fra USA med lige veje. Esbjerg er en ung by, som politikerne ønsker at fortætte.”
”Det betyder, at der nu bliver opført nye boligudlejningsejendomme i midtbyen. Efterspørgslen på nye, centralt beliggende boliger er der, mens den ældre og gamle boligmasse omvendt er kommet og kommer lidt under pres,” erfarer René Lennart Madsen.
Det er mere eller mindre tilfældigt, at Esbjerg i dag er Danmarks femtestørste by. Da Rigsdagen i 1868 skulle anlægge en ny havn i Vestjylland efter tabet af Hamborg i kølvandet på krigsnederlaget i 1864, faldt valget på Esbjerg. Det skete, fordi havet ud for kysten hurtigt blev dybt, hvilket gav mindre gravearbejde. Dengang boede der blot 23 indbyggere i den sydvestjyske by.
Læs også ”Trekantområdet og Esbjerg løfter Sydjylland til nye højder”
Nordicals har foreslået seks boligprojekter
”Nordicals Esbjerg har som den eneste erhvervsmæglerforretning i Esbjerg foreslået seks projekter med boligudlejningsejendomme, som er lavet ud af vores hus. Vi har fundet ejendommene til et konsortium hovedsageligt bestående af velhavende esbjergensere, hvor vi foreslår, at ejendommene bliver revet ned for at give plads til moderne og tidssvarende boligudlejningsejendomme, som vi også har fundet en entreprenør til at opføre. Når boligudlejningsejendommene er i drift og fuldt udlejet, skal de efter planen sælges,” oplyser René Lennart Madsen.
Alle seks foreslåede boligprojekter ligger centralt i Esbjerg og er skabt i forbindelse med fortætningen af midtbyen.
”Da Esbjerg blev anlagt regnede man med, at byen kun skulle holde 50 år,” griner erhvervsmægleren.
I modsætning til landets øvrige største byer går den demografiske udvikling den forkerte vej for Esbjerg Kommune. Ved indgangen til 2023 havde kommunen – ifølge Danmarks Statistik – et indbyggertal på 115.800 indbyggere, mens tallet ifølge Danmarks Statistiks prognose i 2035 vil være faldet en spids til omkring 115.100 – svarende til et samlet befolkningsfald på 0,6 procent over de kommende 12 år. Personer over 70 år og i mindre grad personer i alderen 30-49 år, som er kendetegnede ved en klar overvægt af børneforældre, samt børn og unge under 20 år vil – ifølge prognosen – minimere befolkningsnedgangen.
Mere vækst og tre nye hoteller på vej
René Lennart Madsen ser optimistisk på Esbjergs fortsatte vækst de kommende mange år:
”Med fremgangen for Esbjergs erhvervsliv, etablering af flere uddannelser, herunder senest mulighed for at studere medicin og jura, og et generelt godt kulturliv vil alt sammen videreudvikle Esbjerg og gøre byen endnu mere attraktiv. Derfor tror jeg på fortsat vækst.”
”Vækst har det heldigvis med at smitte. Erhvervslivet har brug for nye lager- og logistikejendomme for at kunne aftage fra både lokale og udefrakommende underleverandører. Fremgangen understøttes af, at Esbjerg Havn igen udvider – denne gang med 500.000 kvadratmeter jord udelukkende til havvindmøller. Desuden er tre nye hoteller på vej i Esbjerg, da vi til dagligt – på grund af stor indpendling af knowhow – har den næsthøjeste belægningsprocent på hoteller i Danmark, kun overgået af København,” pointerer René Lennart Madsen.
De tre hotelprojekter, hvoraf det første – et Cabinn-hotel i ni etager med 260 værelser centralt i byen – er gået i jorden tæller i alt cirka 600 værelser.
Vil du være opdateret på markedsudviklingen nationalt, lokalt eller regionalt? Eller over det dele?
I vores datadrevne, digitale indholdsunivers Nordicals Foresight kan du læse om faktorer, der påvirker det danske ejendomsmarked. Læs om den nationale udvikling her, mens du i CityForesight her kan følge det professionelle marked i over 20 danske byer og områder.
Seneste artikler
Ejendomsmarkedet går mod lysere tider i 2025
Dansk kontortomgang er fortsat lav i en international kontekst
”Vores 2025-forventninger til udlejningsmarkedet i Esbjerg er superpositive”
Store og stigende forventninger til brugermarkedet i Esbjerg
2025-forventninger: Opadgående pres på lejepriserne på boliger i Aarhus
Til top