Markedsudvikling | 18.11.2025
Gennem efteråret har Nordicals Fyn hjulpet flere virksomheder med at finde nye lokaler – inden for stort set alle typer af ejendomme.
Hjulene snurrer hurtigt i det fynske erhvervsliv, og det har især givet travlhed på Odense-kontoret hos Nordicals Fyn.
”De seneste måneder har vi oplevet stor aktivitet inden for både kontorer, butikslokaler og lager/logistik. For nylig fandt vi fx en ny lejer til Nykredits tidligere hovedsæde i centrum af Odense. Det er Agenda Advokater, som har brug for større kontorer og i løbet af 2026 flytter ind på 1.800 kvadratmeter,” fortæller Morten Rasmussen, partner i Nordicals Fyn, der også har afdelinger i Middelfart og Svendborg.
Læs om, hvordan Nordicals har samlet kræfterne i én virksomhed på Fyn
Ny butik til nyt byområde
Et næsten lige så stort butiksareal er for få uger siden blevet udlejet til Jysk – 1.500 kvadratmeter, svarende til halvdelen af en almindelig Føtex eller Meny. Det sker i nybyggede lokaler på Fisketorvet i det nye byomdannelsesområde, hvor Thomas B. Thriges Gade tidligere skar gennem byen.
”Der er tale om den største detailudlejning i midtbyen i flere år. Samtidig bliver det nye byområde styrket, når en kendt og populær kæde rykker ind og udvider med endnu en butik i Odense,” siger Morten Rasmussen.
Plads til produktion
Nordicals Fyn har også formidlet, at den lokale produktionsvirksomhed Newtec har købt en stor grund ved motorvejen syd om Odense. Her vil Newtec – der fremstiller maskiner til at veje, sortere og pakke frugt og grøntsager – opføre et nyt hovedsæde på hele 14.500 kvadratmeter og med plads til 250 medarbejdere.
”Arealet svarer til to hele fodboldbaner, og Newtec får både kontorer, lager og en montagehal, altså lettere industri. Det illustrerer, at vores lokale erhvervsliv ikke kun består af kontorer og butikker, men at Odense også har god plads til produktion,” siger Morten Rasmussen.
Få dage inden nyheden om Newtec-planerne blev det offentliggjort, at Forsvaret etablerer et dronecenter med 100 ansatte i Forskerparken, tæt på HCA Airport og Syddansk Universitet.
”Forsvarets satsning vil yderligere styrke Odenses store klynge med omkring 300 virksomheder inden for robotter, automation og droner. Klyngen har allerede fået stor betydning for hele byen og oplandet,” pointerer Morten Rasmussen.
Han tilføjer, at den sidste del af 2025 ikke blot har været præget af en stribe udlejninger af erhvervslokaler og salg af grunde. Nordicals Fyn har også haft travlt med at formidle adskillige ejendomme med udlejningsboliger. Det gælder både i Odense, der har stigende indbyggertal, og i flere andre fynske byer.
Læs om den store aktivitet på markedet for investeringsejendomme på Fyn
Læs om salget i december af stor portefølje med fynske rækkehuse
Seneste artikler
Til top