Virksomheder og borgere strømmer til Silkeborg

   

Virksomheder og borgere strømmer til Silkeborg

Markedsudvikling | 11.09.2025

Søhøjlandet er et af de steder, hvor folketallet stiger allermest. Samtidig tiltrækker Silkeborg nye arbejdspladser, og med kamp om medarbejderne er bl.a. fire nye kontortårne med gode faciliteter populære.

”Da motorvejen åbnede, gav det et boost – både i bosætning og antallet af virksomheder. Silkeborg har en god geografisk placering, og motorvejen gjorde det nemmere at komme til og fra byen.”

Det siger Mads Faber, associeret partner og daglig leder af Nordicals Silkeborg.

I 2016 – da daværende kronprins Frederik indviede motorvejen – havde Silkeborg by omtrent 44.000 indbyggere. Det er vokset til 52.600, og prognoserne varsler fortsat vækst. I hele kommunen ventes folketallet at stige fra 101.600 i år til 109.000 i 2030 og til yderligere 121.000 i 2040.

Læs mere om motorvejens effekt for Silkeborg

De nye indbyggere er ifølge Mads Faber især yngre familier med børn og høje uddannelser. De søger lavere boligpriser, mere plads og lettere adgang til natur end i fx Aarhus.  

For arbejdspladser og virksomheder er der ikke lige så sikre data, men Mads Faber kan tydeligt se en geografisk tendens:

”Virksomheder flytter hertil fra både vest og nord, fordi motorvejen har givet Silkeborg en endnu mere central beliggenhed. Nogle arbejdsgivere er forsigtige med at rykke helt til Aarhus, fordi deres ansatte ellers får for langt til jobbet. Desuden udspringer nye arbejdspladser fra byens iværksættermiljø, som er blevet styrket med de mange højtuddannede tilflyttere.”

Korridor med kontorhuse

En stor del af firmatilflytningen sker til den erhvervskorridor, som er etableret langs motorvejen. Fx har Lars Larsen Group – pengetanken bag Jysk-koncernen – i etaper opført fire kontorhuse og er selv flyttet fra Aarhus til et af sine egne huse.

Kontortårnene er på seks etager og har et samlet areal på cirka 10.000 kvadratmeter eller rundt regnet halvanden fodboldbane. Som lokal og samtidig landsdækkende erhvervsmægler fik Nordicals til opgave at finde lejere, og der er med Mads Fabers ord blevet fyldt godt op.

”Kontorhusene leverer to vigtige ting for mange virksomheder: For det første har arbejdsgivere fokus på at fastholde og tiltrække medarbejdere samt at sikre høj trivsel – og tårnene har gode forhold med fx kantine, lounge, mødelokaler samt let adgang og parkering. For det andet har husene en stærk ESG-profil med bl.a. lavt energiforbrug, solceller og el-ladestandere,” siger Mads Faber.

Vækst i vidensvirksomheder

Særligt rådgivere og andre videnstunge virksomheder søger mod Silkeborg, der i forvejen huser bl.a. Jyske Banks hovedsæde og Bankdata-centralen. Og et vidensfirma med vokseværk er da også baggrunden for en af de seneste opgaver for Nordicals.

”For et par år siden flyttede en ny revisor ind på knap 500 kvadratmeter i et af kontortårnene. Siden er virksomheden vokset og har fundet større lokaler andetsteds i byen, så nu er vi ved at finde en ny lejer til lokalerne,” fortæller Mads Faber.

Læs mere om de mange udlejninger og salg hos Nordicals Silkeborg

Vigtigt at opgradere ældre lokaler

Den midtjyske købstad har en bykerne med mange ældre ejendomme. Det giver særlige udfordringer, pointerer Mads Faber:

”Også her i Silkeborg kan vi mærke, at mange virksomheder er forsigtige med at træffe større beslutninger om eksempelvis at flytte, måske på grund af øget usikkerhed ude i verden. Det kan gøre det sværere at udleje lokaler, der hverken lever op til tidens ESG- og klimakrav eller til ønsket om at kræse om medarbejderne. Derfor opfordrer vi udlejere til at overveje at opgradere ældre lokaler, og vi rådgiver og sparrer gerne om, hvordan kontorer kan blive gjort tidssvarende.”

Et eksempel på en omdannelse er Papirfabrikken i Silkeborgs centrum. Det gamle industrikompleks fra midten af 1800-tallet er forvandlet til kontorer, cafeer og kulturtilbud.

”De fysiske rammer omkring arbejdspladsen bliver i stigende grad en væsentlig faktor for virksomhederne. Vi forventer derfor, at virksomhederne i højere grad begynder at betragte deres husleje som en investering i trivslen for deres medarbejdere,” pointerer Mads Faber fra Nordicals Silkeborg.

Til top