Øget handel med sønderjyske boligejendomme

     

Øget handel med sønderjyske boligejendomme

Markedsudvikling | 03.06.2025

Med høje afkast og underskud af lejeboliger oplever Nordicals Sønderjylland stigende aktivitet for boligejendomme. Investorerne kommer langvejs fra – og flere byer i landsdelen har stigende indbyggertal.

”Der er kommet gang i markedet igen, og vi mærker for alvor øget aktivitet i forhold til 2023 og 2024. Vi har mange erhvervsfolk, som gerne vil placere overskydende kapital i ejendomme med udlejningsboliger.”

Det fortæller René Damkjær, partner i Nordicals Sønderjylland med kontorer både i Haderslev og Sønderborg.

Investorer udefra

De fire sønderjyske kommuner har samlet omkring 225.000 indbyggere, og investorerne har traditionelt været dels lokale virksomheder, dels midtjyske og fynske virksomheder.

”Nogle af investorerne udefra vil gerne opbygge en portefølje af ejendomme i Haderslev, Sønderborg eller Aabenraa. Det hænger sammen med, at afkastet på boligejendomme typisk ligger på 6-7 pct. i vores område, mens det er noget under 6 pct. i Trekantområdet og i de fleste øst- og midtjyske byer. Der er altså et pænt merafkast,” forklarer René Damkjær.

Ofte afspejler højere afkast dog en højere risiko – fx at stå med tomme boliger og dermed få lavere lejeindtægter end forventet.

”Men i praksis er der ingen udlejningsproblemer i de større byer her i området. Især Sønderborg har mangel på udlejningsboliger, herunder ungdomsboliger. Da renten steg for nogle år siden, blev der langt mellem boligprojekterne, men efter at renten er faldet lidt igen, er vi atter begyndt at se projekter med rækkehuse, særligt i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa,” siger René Damkjær.

Han tilføjer, at den generelt gode udlejning hænger sammen med, at de større sønderjyske byer har stabilt eller ligefrem stigende indbyggertal.

Fx viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, at antallet af indbyggere i hovedbyen Sønderborg på ti år er vokset med 900 til 28.300 ved indgangen til 2025. I samme periode er antallet af borgere i domkirkebyen Haderslev steget med 700 til 22.400.

Gang i salget

I Haderslev formidlede Nordicals for få uger siden en handel til et større tocifret millionbeløb. En centralt beliggende ejendom på næsten 11.000 kvm fordelt på boliger, erhverv og parkeringspladser blev overtaget af det Vejlebaserede Bo-To Ejendomme – altså et eksempel på investorer udefra.

”Det var den største ejendomshandel i Haderslev i flere år, og de seneste seks måneder har vi solgt flere mindre ejendomme rundt om i Sønderjylland. I Aabenraa Kommune har vi desuden formidlet salget af 38 rækkehuse for en lokal udvikler – her er køberen et ejendomsselskab i Storkøbenhavn,” fortæller René Damkjær.

Landsdelen har høj beskæftigelse og sund økonomi, bl.a. i kraft af et stærkt erhvervsliv, fx med industrikoncernerne Abena, Danfoss og Linak samt en række virksomheder inden for transport og spedition tæt på grænsen til Tyskland.

Læs mere om den 11.000 kvm store handel i Haderslev

Til top