Historisk københavner-domicil skifter hænder: Køber flytter ind i ejendommen

Nybolig Erhverv København A/S har netop solgt en af Københavns meget prominente erhvervsejendomme ”Pressens Hus” på adressen Skindergade 5-7. Det markante domicil er solgt til Restaurations Kompagniet A/S, ReKom, der egenhændigt ønsker at drive ejendommen videre.

Historisk københavner-domicil skifter hænder: Køber flytter ind i ejendommen

I mere end tyve år har ejendommen huset Danske Mediers Arbejdsgiverforening og øvrige selvstændige foreninger, men nu er domicilet klar til at slå dørene op for en helt ny type ejer.

Mikkel Andersen, partner i Nybolig Erhverv København udtaler:

”ReKom er kraftigt ekspanderende i Indre By og der er ingen tvivl om, at køber er den helt rette profil”.

Ejendommen består af to bygninger, hvoraf den ene er Danmarks yngste fredede bygning og dermed blandt Københavns mest betydningsfulde ejendomme. Den markante ejendom rummer et enormt udviklingspotentiale og vi er hos Nybolig Erhverv København sikre på, at Rekom er de helt rette til at fuldende potentialet.

Sælger, Thomas Rønnow, viceadministrerende direktør og advokat hos Danske Mediers Arbejdsgiverforening uddyber:

”Det har været en yderst spændende, men også udfordrende proces for alle involverede parter. Jeg er utrolig glad for, at ReKom muliggjorde en handel og jeg er overbevist om, at de vil bringe nyt liv til bygningen, men med respekt for husets ånd, hvilket er vigtigt for os”

I folkemunde er domicilet kendt som ”Pressens Hus”. En smuk og prominent ejendom med et væld af originale detaljer og en beliggenhed i ét af Københavns mest charmerende kvarterer.

Få meter fra ejendommen ligger Gråbrødretorv, Kultorvet og Købmagergade, som de seneste år har oplevet en stigende efterspørgsel fra internationale investorer, der afsøger markedet for både bolig, kontor og retail- ejendomme. Effekten af den forøgede interesse udtrykker sig gennem en større opblomstring på sidegaderne, herunder Skindergade, der med sin autentiske atmosfære skildrer København i et historisk og bevaringsværdigt perspektiv.

Nybolig Erhverv København har oplevet stor interesse for ejendommen, fra såvel nationale som internationale investorer, og det var også de forventninger der var til sagen. En ejendom i denne klasse, der udgør et betydeligt udviklingspotentiale, hører til sjældenhederne og salgsprocessen forløb sig hurtig og gnidningsfri.

Mikkel Andersen understreger i forbindelse med handlen:

”Det lykkedes os at sælge ejendommen til en bruger, der ønsker at anvende domicilet til sig selv.
I de fleste tilfælde ville en ejendom som denne blive solgt til en investor, men for os var det vigtigt at finde det helt rigtige match. Salget markerer, at vores stærke tilstedeværelse i Indre By giver os nogle helt klare pejlemærker i ønsket om at finde den rette køberprofil”.

Ejendommen blev udbudt åbent til salg i en traditionel kontanthandel og der gik ikke længe før ReKom udviste et stort engagement.

”Det er en særdeles interessant og eftertragtet ejendom, hvor beliggenhed, stand og potentiale går op i en højere enhed, hvilket den aktuelle handel bekræfter” - Mikkel Andersen.

De senere år har budt på en markant fremgang for Nybolig Erhverv København, som for alvor har vundet indpas i Indre Bys strøggader. Med vores stærke position inden for køb og salg af investeringsejendomme forventer vi et spændende kommende år med flere markante handler.

Til top