Stor aktivitet på Fyn trodser uro i verden

   

Stor aktivitet på Fyn trodser uro i verden

Sag | 30.04.2026

Stik mod landstendensen og trods krige ude i verden er det fynske ejendomsmarked i årets første måneder præget af høj transaktionsaktivitet og -volumen. Og så kan et kuldsejlet løfte fra valgkampen øget tempoet på transaktionerne netop på Fyn, vurderer Nordicals.

På landsplan har ejendomsmarkedet i de første måneder af 2026 haft lavere transaktionsvolumen end forventet af mange, men på Fyn er det gået anderledes stærkt.

”Der har været og er stadigvæk gang i et usædvanligt højt antal handler med boligejendomme. Siden nytår har vi gennemført flere store handler i Odense og Svendborg, og vi er ved at lukke betragtelige handler på Fyn. Investorerne er ikke blevet helt afskrækkede over for eksempelvis krigen i Iran og stigende energipriser, men lokalt har markedet fundet en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel,” siger Morten Rasmussen, partner i Nordicals Fyn med kontorer i Odense, Middelfart og Svendborg.

”Mange investorer ser ejendomme som en vigtig del af deres risikospredning, og mens aktierne svinger op og ned, kender de afkastet fra især boligejendomme flere år frem. Der er meget begrænset risiko for tomgang og samtidig mulighed for en upside med værdistigninger i kraft af højere lejeniveauer. Ikke mindst i Odense, hvor indbyggertallet fortsætter opad, og hvor nybyggeriet har været begrænset,” uddyber han.

I Odense formidlede Nordicals i marts salget af 125 boliger på Filosofhaven, midt i centrum i niveau 200 mio. kr., og tidligere på året – formidlede vi en handel med en meget eksklusiv boligbebyggelse for omtrent 65 mio. kr. på Demantsvej. I Svendborg skiftede Garvergaarden på Ravnemøllevej ejer i marts en handel til knap 80 mio. kr. og i februar blev en portefølje med tre mindre udlejningsejendomme solgt. Samtidig er der ligeledes god efterspørgsel efter nyere boligejendomme i de lidt større stations- og kystbyer på Fyn, hvor afkastet en højere end i den absolutte midtby

Læs mere om salget af boligerne i Filosofhaven

Formueskat og folketingsvalg

Netop på Fyn er det ifølge Morten Rasmussen en fordel, at det ellers grumsede resultat af valget til Folketinget gjorde det klart, at formueskatten næppe bliver genindført. Allerede da statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev valget, blev formueskat et stort emne og fik støtte fra venstrefløjen. Men både Moderaterne og Radikale er stærkt imod, og det samme gælder de blå partier.

”Fyn er præget af private ejendomsselskaber og virksomheder – altså typisk dem, som stod til at skulle betale formueskat. Omvendt har vi en lavere andel af pensionskasser og udenlandske investorer end i København og Aarhus, altså de investorer, som ikke ville blive ramt. Med stort politisk flertal imod en formueskat har de private investorer fået ryddet noget usikkerhed af vejen – til gavn for det lokale ejendomsmarked.”

Flere indbyggere

I januar udpegede Morten Rasmussen det stigende folketal i Odense som en positiv faktor for det lokale ejendomsmarked. Siden har friske tal kun styrket hans overbevisning.

”De endelige tal viste, at Odense sidste år fik næsten 2.400 flere indbyggere. Det var mere end forventet og samtidig den næsthøjeste stigning i 55 år, kun lige akkurat overgået af 2013. I kommunens årlige prognose kort før påske blev det forventede indbyggertal hævet med næsten 3.000 mennesker, og det er – set med projektudviklere og investorers øjne – flere mennesker, som skal have tag over hovedet.”

Se Nordicals Fyns bud på hele 2026 ved årets start

Ved årsskiftet havde Odense Kommune næsten 213.200 borgere. Kommunen vurderer, at det vil vokse med over 16.000 de næste ti år – til sammenligning steg indbyggertallet med godt 13.000 i tiåret fra 2015-25.

Kommunen venter især at få flere boliger og indbyggere i Vollsmose – i byens nordøstlige del, som får letbane om nogle år – og i bymidten, som skal fortættes. Ejendomsbranchen kan ifølge Morten Rasmussen også begynde at rette blikket mod det nuværende – og centralt beliggende – universitetshospital (OUH). Om et-to år bliver ansatte og patienter gradvis overført til nybyggede lokaler i den sydøstlige udkant af Odense.

I sidste del af 2025 kunne Nordicals Fyn mærke øget appetit på boligejendomme blandt investorer – først i Odense, siden i andre fynske byer.

Læs om de mange handler med boligejendomme i Odense

Læs om den øgede interesse for ejendomme på resten af Fyn

 

Til top