Vi bruger data til at lave købsforhåbninger om til købsforventninger

Et omfattende datagrundlag blev brugt som beslutningsstøtte ved handlen af Filippa Haven på Grønttorvet. Ved at sammenligne ejendommen med andre nyopførte ejendomme på Grønttorvet og med en lang række etablerede ejendomme i et nærliggende område kunne Nordicals sandsynliggøre et forventeligt lejeniveau ved fremtidige udlejninger og dermed understøtte en effektiv salgsproces.

Vi bruger data til at lave købsforhåbninger om til købsforventninger

Købere leder i stigende grad efter sikkerhed og transparens, når de skal investere i en ny ejendom – særligt i nyetablerede by- og udviklingsområder. Den form for tryghed kan de ikke få, ved at mægler parallelforskyder sidste års prisniveau og sjusser sig frem til en aktuel købspris.

“En ejendom kan brydes ned i en lang række objektive kriterier, der alle er med til at kvalificere ejendommens handelspris. Når man parrer den viden med markedsindsigt i blandt andet historiske lejeniveauer, afkast og handelspriser, får man en samlet datamodel, der sandsynliggør validiteten af en estimeret købspris,” siger Jesper Rasmussen, partner i Nordicals.

Stigende interesse for udviklingsområder
Nordicals mærker generelt en interesse for at købe attraktive ejendomme i udviklingsområder. Men sammen med interessen er også fulgt et voksende behov for at blive præsenteret for data, der kan bakke købsbeslutningen op.

“Når vi sætter en pris, vil køber vide, hvilke data i business casen der kan retfærdiggøre den pris. Ved salget af Filippa Haven på Grønttorvet kunne vi dokumentere, at der har fundet en udvikling sted i et nærliggende område, og at der er berettiget grund til at tro, at samme udvikling vil ske i dette område. Det vil sige, at vi bruger data til at lave købsforhåbninger om til købsforventninger. Business casen er med andre ord ikke bygget på luftkasteller, men på meget realistiske scenarier for, hvad der kommer til at ske i fremtiden.”

Det nærliggende område er Valby Maskinfabrik, som fremstår næsten færdigudviklet og allerede er en etableret bydel i København med en attraktiv beliggenhed. De investorer, som gik tidligt ind i udviklingsprocessen af Valby Maskinfabrik, bliver i dag belønnet med gode afkast.

Troværdig dataunderstøttelse
Sælger af Filippa Haven, Core Property Management, valgte Nordicals som mæglere på opgaven, fordi de kunne fremlægge den bedste plan for salgsprocessen. Det fortæller Niels Lorentz Nielsen, adm. direktør og partner i Core Property Management.

“Nordicals vidste, hvem der kunne være interesseret i denne type ejendom, og de hjalp med at sætte en god pris, som også endte med at blive salgsprisen. Begge dele er vigtige forhold, så ejendommen ikke flyder rundt i markedet.”

Niels Lorentz Nielsen forklarer, at selvom ejendomsmarkedet i dag stadig kræver sans for godt købmandskab, bliver der i stigende grad stillet krav til dataunderstøttelsen af en ejendom.

“De dybt professionelle udenlandske og danske købere kigger ikke bare på en ejendom den ene dag og slår en handel af den næste. De baserer deres business case på grundig research af lejeniveauer, profiler af de mennesker, der skal bo i ejendommen, udviklingen i området kontra andre områder, ejerlejlighedspriser osv. Derfor skal man have en mægler, der evner at præsentere potentielle købere for alle de data, der fremhæver aktiverne ved ejendommen – også dem, vi ikke selv kan få øje på.”

Rugbrødsarbejde og specialistkompetencer
Nøglen til at arbejde dataunderstøttet består i Nordicals’ tilfælde af lige dele rugbrødsarbejde og lige dele specialistkompetencer.

“Qua vores involvering i mange ejendomshandler i hele Danmark og udarbejdelsen af årsvurderinger har vi adgang til en stor mængde data, som bliver lagt ind i vores datamodeller og bearbejdet af vores dataspecialister. Derudover fokuserer vi på at skabe en struktureret proces, så vi får indsamlet data og kan trække de analyser, vi har brug for,” siger Jesper Rasmussen.

For de fleste nyetablerede by- og udviklingsområder findes der et område, som har gennemgået en modningsproces, der kan bruges som sammenligningsgrundlag ved et forestående salg.

Til top