Value add-kontorejendomme storhitter hos investorerne

En række faktorer i samfundsøkonomien gør kontorejendomme med et stort udviklingspotentiale til en eftertragtet vare for investorerne. Lave renteniveauer, lav tomgang og en infrastruktur i de københavnske omegnskommuner, der bare bliver bedre og bedre, er hovedforklaringerne. 

Value add-kontorejendomme storhitter hos investorerne

Danske og især udenlandske investorer søger i stigende grad mod value add-ejendomme, når de skal investere i det københavnske kontorudlejningsmarked. Det er den gennemgående tendens i den mængde af sager, Nordicals har været involveret i den seneste tid, forklarer Anders Bengtsson, partner i Nordicals.

“Core-ejendomme er stadig interessante investeringscases. Men i jagten på højere afkast har investorerne fået et godt øje til ejendomme med et stort potentiale. For nylig har vi blandt andet været med til at sælge en kontorejendom med en fremragende beliggenhed på Frederiksberg, hvor det eksisterende lejeniveau kunne hæves betragteligt, og hvor der derudover kunne optimeres på driften. Den form for ejendomme er meget tidstypiske investeringsobjekter på kontorejendomsmarkedet i og omkring København,” siger Anders Bengtsson.

Historisk lav tomgang fortsætter
Det øgede fokus på value add-ejendomme hænger blandt andet sammen med den historisk lave tomgang på kontorudlejningsmarkedet i København. Ser man bort fra den strukturelle tomgang, er der stort set ikke ledige kontorlokaler at få, og det øger udlejernes muligheder for at indgå attraktive lejekontrakter.

Det gunstige kontorejendomsmarked tiltrækker i stigende grad udenlandske investorer, som stadig vurderer, at København tilbyder et politisk stabilt og økonomisk attraktivt investeringsmarked.

“Med de udenlandske investorers indtog er der sket en yderligere professionalisering. Tiden, hvor en privatperson investerede noget af sin formue i fast ejendom, er ved at være forbi. Det hænger også sammen med bankernes mere restriktive finansieringskrav, hvor man skal have langt mere egenkapital med, når man investerer i ejendomme, end det var tilfældet for bare få år siden. Cirka halvdelen af alle ejendomsinvesteringer i Danmark foretages i dag af udenlandske investorer,” siger Anders Bengtsson.

Investeringerne rykker længere ud
Det er ikke kun value add-ejendomme i det centrale København, der er interessante for investorerne. Også value add-ejendomme i det ydre København er interessante investeringscases. Særligt hvis infrastrukturen er veludviklet, og de offentlige transportmuligheder til centrum af København er gode.

“Vi har for nylig formidlet i en sag, hvor en kontorejendom med høj tomgang havde stået ledig i en årrække. Men nu har en udenlandsk investor købt ejendommen og rykker ind med et skræddersyet koncept, der øger værdien af ejendommen,” siger Anders Bengtsson og forklarer, at med udsigt til fortsat lave renteniveauer og høj beskæftigelse forudser Nordicals, at interessen for kontorejendomme vil vedblive at være høj gennem hele 2020.

 

Til top