Nye tider i Korsør: Nyt moderne apotek åbner i gågaden

Nordicals Sjælland har sikret lokalerne til etableringen af et helt nyt og nytænkende apotek i hjertet af Korsør. Bag satsningen står koncernchef Ibrahim El-Ali sammen med Apotekeren Hassan Ahsan Rana, som nu åbner det sjette apotek i koncernen. For Ibrahim er det en helt særlig milepæl, da Korsør er hans egen hjemby.

Nye tider i Korsør: Nyt moderne apotek åbner i gågaden

Efter udnævnelse til at drive Høng Apotek og filialen i Gørlev, har Apotekeren etableret et Apotek i Kalundborg og hele to i Slagelse, og nu er turen kommet til Korsør. Nordicals Sjælland har sammen med Per Birkegaard Madsen, senior konsulent hos Slagelse Erhverv og selv bosat i Korsør, besøgt de næsten færdigetablerede lokaler.

 

En oase i handelsgaden – væk fra det kliniske

Træder man ind i det nye apotek, bliver man mødt af en rolig og indbydende atmosfære, der bryder med normen for traditionelle, kliniske apoteker. Indretningen byder på flotte nye drejereoler i lyst træ og glas, der giver fleksible udstillingsmuligheder, samt allergivenlige silkeplanter og unikke loftslamper i levende mos. Designet inviterer besøgende til at lægge hverdagens stress ved døren og i stedet sætte sig på ventebænken til en kort pause.

Det nye apotek vækker stor begejstring hos Slagelse Erhverv:

 

”Et apotek i gågaden tilfører enorm værdi til handelsgaden og vil altid tiltrække en kundestrøm. Det kan også have stor værdi for andre detailbutikker og forhåbentlig give dem mere mod på at åbne noget nyt og sikre bylivet. Det er nye tider for Korsør!” udtaler Per Birkegaard Madsen.

 

Robot-teknologi frigiver tid til den enkelte borger

Selvom apoteket udstråler varme og hygge, gemmer der sig avanceret teknologi bag skranken. Der er installeret en BD Rowa Smart – en intelligent robot til lægemiddelhåndtering og ordrepakning med en kapacitet på 10.000–12.000 pakninger.

Når nye varer leveres, kan robotten selv indlæse og sortere dem. Når personalet indtaster et cpr-nummer ved skranken, finder robotten den korrekte receptmedicin og sender den ud via en sluse på blot få sekunder.

Frigivelsen af de manuelle arbejdsgange investeres direkte i nærvær og personlig rådgivning:

 

”Vores fokusområder er god og værdifuld rådgivning samt tilgængelighed. Udover et stærkt varelager er det afgørende, at vi tager os tid til den enkelte borger. Selvom vi blot kan læne os op af sektorkrav for rådgivning, så skal vores serviceparametre være i top – det er dét, vi vil skille os ud på,” forklarer koncernchef Ibrahim El-Ali.

 

For kunder, der blot skal have hurtige hverdagsvarer – som vitaminer, en tandbørste eller en læbepomade – og ikke har brug for personlig rådgivning, har apoteket desuden installeret en Scan & Go-kasse. Det giver borgerne mulighed for en hurtig og tidsbesparende handel uden at skulle trække et nummer til køen.

 

Ibrahim El-Ali ved den nye BD Rowa Smart Robot

Døgnadgang til medicin og lokalt engagement

Udover robotten, der hjælper personalet i dagstimerne, mener både Ibrahim og Hassan, at det er vigtigt at sikre borgernes sundhed døgnet rundt. Derfor har apoteket ansøgt om byggetilladelse til en såkaldt Pharmabox. Ved hjælp af cpr-nummer og MitID vil borgerne her kunne købe de mest nødvendige håndkøbsvarer uden for normal åbningstid.

 

”Der skal ikke stå en mor i aftentimerne med et feberramt barn og ikke kunne få fat på feberlindrende medicin. Ligeledes sikrer det de unge, at de i nattetimerne på vej hjem fra byen kan få fat i prævention, fortrydelsespiller eller Panodiler, når de står og mangler det. Det er en investering i vores borgeres sundhed,” uddyber Ibrahim El-Ali.

 

Selvom både Ibrahim og Hassan vægter den sundhedsfaglige rådgivning højt, mener de, at det er lige så vigtigt at støtte op om lokalsamfundet og være til stede i det lokale fællesskab:

 

”Vi er en koncern af engagerede folk i foreningslivet. Vi vægter højt at være en del af lokalsamfundet og ønsker aktivt at bakke op om og støtte de lokale foreninger og sportsklubber i området,” fortæller Ibrahim El-Ali.

 

Nordicals ser stor fremgang i Korsør – oplagt mulighed for sundhedscenter

Hos Nordicals Sjælland mærker man tydeligt den stigende interesse for byen. Erhvervsmægler Mariella Søndergaard, der har været ansvarlig mægler på udlejningen af lokalerne til det nye apotek, bekræfter den positive udvikling i Korsør, hvor investorer i stigende grad vender blikket mod områdets muligheder – en tendens Nordicals senest har belyst i artiklen Investorer kigger mod Korsør.

Etableringen af det nye apotek er endnu et stærkt eksempel på, hvordan tomme erhvervslokaler kan omdannes til levende, værdiskabende omdrejningspunkter for byens borgere og erhvervsliv.

Det skaber samtidig nye spændende muligheder i samme ejendom. Mariella fremhæver nemlig at med apoteket som ankerlejer i stueetagen vil de stadig ledige lokaler ovenpå nemlig udgøre de helt ideelle rammer for etablering af et nyt sundhedscenter, lægehus, fysioterapi eller anden sundhedsklinik. Interesserede lejere er velkomne til at kontakte Nordicals Sjælland for en fremvisning og en snak om mulighederne.

 

Et snorlige samarbejde

Processen frem mod åbningen er forløbet yderst smidigt, selvom planerne i starten blev holdt tæt ind til kroppen.

 

”Vi har gået meget stille med dørene om, hvad vi ville bruge lokalerne til, og alligevel har Nordicals formået at hjælpe og få os på plads det helt rette sted. De har været hurtige og fleksible, og udlejer har været utroligt imødekommende og klar på en hurtig åbning. Samarbejdet har været snorlige,” afslutter Ibrahim El-Ali.

Mariella Søndergaard, Ibrahim El-Ali og Per Birkegaard Madsen foran Korsør Apotek

Til top