Markedsudvikling | 04.09.2023
Boligudlejningsejendomme, der ikke lever op til moderne kvalitet samt ekstra faciliteter og services, bliver vanskeligere at udleje. Det mærker man hos Nordicals Odense, som opfordrer til, at man som investor indtænker flere ting for at fremtidssikre.
”Et godt råd til boliginvestorer i Odense er, at de generelt skal gøre deres boligudlejningsejendomme en anelse mere attraktive, for vi kan i stigende grad mærke, hvordan kampen om de gode, stabile lejere er blevet intensiveret – og konkurrencen vil kun tage til i fremtiden. Det er samtidig vigtigt, at man som udlejer kan tilbyde en lidt bedre service/være mere tilgængelig end naboen og ikke bare springe over, hvor gærdet er lavest. Det handler dybest set om at fremtidssikre ejendommen.”
Det siger Morten Nielsen, der er partner i Nordicals Odense. Som erhvervsmægler har han i sagens natur en indgående viden om markedet for erhvervs- og investeringsejendomme i Odense samt de faktorer, som på forskellig vis påvirker og driver den lokale udvikling.
Investorer skal være nytænkende
Morten Nielsen hæfter sig ved, at nytænkende investorer, der udvikler, bygger eller handler med boligudlejningsejendomme, som lever op til moderne krav, har betydeligt lettere ved både at tiltrække nye lejere og at holde på de gode lejere:
”På nær centrale lokationer i København er der næppe nogle steder rundt i Danmark lige nu, hvor der er mangel på boliger, og netop derfor er det vigtigt, at man som investor tænker sig grundigt om og øger kvaliteten af sit samlede produkt. Ellers risikerer man, at det blot bliver endnu sværere at få lejere.”
Udlejere skal ganske enkelt være mere tilgængelige og dybest set bare passe rigtigt godt på deres ejendom og vedligeholde sin portefølje, pointerer Morten Nielsen.
”Det bliver spændende at følge fremtidens byggerier med udviklingen af nye koncepter. Det kan være alt fra ”fuld-service”, blandt andet med tøjvask, rengøring, til delebilsordninger. Jeg er sikker på, der dukker nogle spændende tiltag op i de kommende år.”
Læs også ”Flere og flere bor til leje – og forskydningen mod lejebolig fra ejerbolig fortsætter”
Boligtomgang i de største byer
Ifølge Ejendomdanmarks markedsstatistik lå den økonomiske tomgang på lejeboliger primo juli på 4,3 procent i Odense efter en kvartalsstigning på 0,4 procentpoint fra 3,9 procent i april. For et år siden – i juli 2022 – var den økonomiske tomgang 5,2 procent.
Til sammenligning lå landsgennemsnittet i juli i år på 3,9 procent, hvor Aarhus er den af de fire største byer, der har flest ledige lejeboliger, eftersom den økonomiske tomgang var 5,9 procent. Den jyske hovedstad er efterfulgt af Aalborg med en tomgang på 5,5 procent. I København er tomgangen for lejeboliger 4,9 og 1,7 procent i henholdsvis indre by og øvrige Københavns Kommune.
Behov for flere lejeboliger
Morten Nielsen, Nordicals Odense, opfordrer – som nævnt – udlejere til at øge kvaliteten af deres boliger for at undgå øget tomgang:
”Det kan godt være, at byggeriet fra ”dag 1” er en anelse dyrere end naboens, men på den lange bane burde det helt klart kunne tjene sig hjem igen. Hvis udlejerne tilbyder kvalitetsboliger, opnår de forventeligt et længerevarende lejeforhold, end hvis ejendommen ”halter bagefter.”
Beregninger viser, at der i hele perioden 2018-40 på landsplan forventes at opstå behov for yderligere 231.700 lejeboliger mod 86.000 ejerboliger. Det oplyser Boligøkonomisk Videncenter, som kommer med følgende bud på, hvad de dybereliggende årsager til forskydningen mod lejeboliger er:
”Internationalt har man blandt andet peget på, at finanskrisen skræmte folk fra at købe bolig, men også at myndighedernes regulering for at forhindre en ny boligboble har gjort det sværere for unge at blive boligejere.”
Også demografiske forhold som et øget antal singler er en medvirkende årsag.
Læs mere i ”Rekordmange bor alene – udviklingen stiller nye krav til boligmarkedet”
”Singler bor i højere grad til leje frem for at eje. Urbaniseringen medfører også en vis affolkning i landdistrikterne, hvor ejerboligandelen ellers er meget høj. Allerede i dag står en del af ejerboligerne i landkommunerne tomme eller er omdannet til fleksboliger,” fremgår det af rapporten ”Flere danskere – Nye behov og strukturer” udgivet i 2022 af Boligøkonomisk Videncenter, som den filantropiske forening Realdania står bag.
Ønsker fra lokalpolitikere, efterspørgsel fra borgere og investorer samt finansieringsmuligheder og -vilkår for projektudviklere, investorer og andre ejendomsejere er med til at påvirke, hvad der er rentabelt og attraktivt at bygge, drifte og handle.
Befolkningsvækst fortsætter
I Odense Kommune er befolkningstallet vokset den seneste årrække, og udviklingen fortsætter de næste mange år, så der om 12 år forventes at være godt 7.000 flere odenseanere – svarende til en vækst på 3,4 procent i perioden 2023-35 til omkring 215.000 indbyggere. Det viser befolkningsstatistikken og -fremskrivningen fra Danmarks Statistik. Til sammenligning forventes en samlet befolkningsvækst i Danmark på 3,5 procent i samme periode, 2023-35.
Læs også ”Odense fortsætter med at vokse – men der bliver færre af de yngste seniorer”
Læs også ”Fynsk boliginvesteringsmarked står robust trods ændrede markedsvilkår”
Vil du være opdateret på markedsudviklingen nationalt, lokalt eller regionalt? Eller over det dele?
I vores datadrevne, digitale indholdsunivers Nordicals Foresight kan du læse om faktorer, der påvirker det danske ejendomsmarked. Læs om den nationale udvikling her, mens du i CityForesight her kan følge det professionelle marked i over 20 danske byer og områder.
Seneste artikler
”Fremtidens vinderbyer bliver de byer, der klimatilpasser og -sikrer”
Nordicals og Proark lander kæmpe lejeaftale med Harald Nyborg
Tidligere Esbjerg bank-hovedsæde solgt
Svendborg ændrer strategi for at imødekomme fremtidens vandudfordringer
Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S sætter kontordomicil i Albertslund til salg
Til top