Investeringsaktiviteten steg i 2024

   

Investeringsaktiviteten steg i 2024

Markedsudvikling | 15.01.2025

Den samlede investeringsvolumen for 2024 endte på 52 milliarder kroner i 2024.

Transaktionsaktiviteten på markedet for investeringsejendomme steg fra 45 milliarder kroner i 2023 til 52 milliarder kroner i 2024. Det er dermed en stigning på 16 procent.

De 52 milliarder blev nået efter en særligt travl december, hvor der blev handlet ejendomme for 11,4 mia. kroner.

Det viser en opgørelse fra Erhvervsmæglernes Branchedata, som er et samarbejde mellem en række førende erhvervsmæglere i Danmark, der offentliggør transaktionsvolumenen på erhvervsejendomsmarkedet hver måned.

Boligsegmentet var igen størst

Boligsegmentet blev igen årets største segment med halvdelen af den samlede volumen. Derefter fulgte industri og logistik med 25 procent, kontor med 14 procent og retail med 9 procent. De sidste 2 procent var fordelt på hoteller og andet.

Det er dermed en markant stigning for boligsegmentet, der i 2023 udgjorde 41 procent af den samlede volumen.

De danske investorer dominerede i 2024

Gennem hele 2024 dominerede de danske investorer markedet. 61% af transaktionsaktiviteten var national, mens de udenlandske investorer stod for 39%. Trods den store andel af nationale investorer er andelen dog faldet en smule i forhold til 2023, hvor de danske investorer udgjorde 67%.

Erhvervsmæglernes Branchedata er er samarbejde mellem Nordicals, CBRE, Colliers, EDC Erhverv Poul Erik Bech, Newsec og Savills.

Til top